Chefredaktøren anbefaler: Første omgang vasketøj blev lyserødt

Generalsekretær i Grønlands Idrætsforbund Carsten Olsen, mener at man skal snakke om børneopdragelse, og give børn en sund modstand. Sport er i hans øjne et fantastisk redskab der kan understøtte en positiv menneskelig udvikling

Carsten Olsen blev ramt af en stressreaktion for nogle år siden og kom godt ud af det, blandt andet på grund af hans coachuddannelse, hvor han arbejdede meget med sig selv. Og når tiden engang kommer, skal han arbejde med sin nye uddannelse

- Jeg gider ikke at spille noget, hvor jeg bliver dårligere. Jeg står på langrend nu. Det startede jeg på for en del år siden. Egentlig bare som en hobby, men nu er der sgu gået lidt sport i det igen, hvor jeg i år deltog ved Grønlandsmesterskabet, selvfølgelig som oldboys. Der bliver jeg nemlig bedre, og fordi jeg ikke er så god har jeg viljen.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Det siger den 46-årige generalsekretær for Grønlands Idrætsforbund (GIF), Carsten Olsen, om det der engang var hans allerstørste passion, håndbold.

Han søgte i 2012 stillingen som generalsekretær, fordi han ville prøve noget andet. Arbejdet som HR-chef i Brugseni var efter næsten ni år blevet for ensformigt, på trods af nogle fantastiske år med fokus på udvikling i en fantastik arbejdsplads.

- Jeg gik kraftigt ned i løn. Omkring 16.000 kroner om måneden ned i løn. Jeg ville det så meget, så det var fint med mig, da der dengang også var to indkomster, siger han.

Sport har altid været Carstens store passion og som det store konkurrencemenneske, han er, passer det også godt til hans temperament. Men skolen var ikke noget, han råbte hurra for. Der var ikke motivation og så var han fra den såkaldte forsømte årgang 72, som han ikke helt ved hvad betyder. I hvert fald er han enig i udsagnet. Han havde uinteresserede lærere på Skole 2, Nalunnguarfiup Atuarfia i Sisimiut.

- De var sådan lidt ligeglade med os. Vores grønlandsklærer sad og læste tegneserier i timen, siger han og forklarer videre, at selvom han ikke er den store bogorm, forsøger han at læse bøger i sin fritid. For tiden er han i gang med Mari Jungstedts Det andet ansigt, som foregår i Gotland.

I og med at Carsten allerede var med til at vinde GM i badminton, da han endnu bare var et foster i sin mor Birgits mave, er det ikke mærkeligt at han skulle vokse op og elske sport. Som yngre gik han til fodbold og badminton. Hallen i Sisimiut var hans andet hjem.

- Som 14-årig mødte jeg så håndbold og så stoppede jeg med fodbold og badminton sådan her, siger han og knipser med fingrene.

Han flyttede i 2001 til Danmark, sammen med hans daværende landsholdsspillerkæreste, idet hun skulle træne frem mod VM. Han flyttede med til Viborg og spillede for Ikast i håndboldligaen. Her fandt han ud af, at han kunne læse Personaleudviklingsfag på Merkonom i Odense.

- Det var første gang jeg fik gode karakterer. Jeg fik otte-ni-taller. Det er højt for mig. Det brændte jeg for; personaleudvikling. Det der med at arbejde med mennesker, synes jeg er superspændende, siger han.

Hår i ansigtet
Carsten Olsen mistede sin far, tidligere elektriker – men mest af alt ambassadør for den grønlandske hundeslæde kulturarv – Marius Olsen i februar, ni dage før han ville fylde 75 år.

- Jeg tror, det er lige meget om det er 100 dage før eller ni dage før en fødselsdag, det er hårdt at miste en forælder, siger han.

Mens Carsten sidder og snakker, kommer han og sønnen Tristans hund, den islandske fårehund Mikisu (lille, red.) hen til ham med et legetøj, så sidder han roligt og leger lidt med den. Men så snart der bliver sagt ”tassa”, går den hen og ligger sig. Det er sønnen, der har navngivet hunden. Han har altid været glad for at navngive sin bedstefars slædehunde, og den første han navngav var Mikisu, så det var passende at deres egen hund skulle navngives Mikisu, der var den mindste hvalp i kuldet.

Carsten har to storesøstre, der er fire og seks år ældre end ham, Hanne Lings og Malene Ingemann. De arbejder begge med trofæjagt og bor i henholdsvis Kangerlussuaq og Sisimiut.

- De har jo traumatiseret mig, plejer jeg at sige. De var begge to langhårede, så når de var ude efter mig, fangede de mig og satte sig oven på mig og holdt mig fast, og så lod de deres lange hår køre frem og tilbage hen over hovedet på mig. Den dag i dag, hvis jeg mærker et hår ved ansigtet, siger han og afslutter sætningen med at lave en lyd og en grimasse, der viser at han absolut ikke bryder sig om det.

Men de har altid passet på ham.
- De har lært mig meget og jeg har da også fået mange gode råd fra dem, hvis jeg havde brug for en at snakke med. Vi kan snakke meget dybt og deler rigtig meget med hinanden, også fagligt.

Og så har Carsten i alt otte niecer og nevøer, som han og hans søn holder utroligt meget af.
Tiårige Tristan har han med fra sit tidligere forhold til Maria Motzfeldt.

- Han er vores guldklump. Han er præ teen. Det er spændende, jeg kan godt mærke at der sker rigtig meget. Heldigvis snakker Maria og jeg meget om hvordan vi skal håndtere ham og prøve at påvirke ham i den rigtige retning. Vi snakker meget om, hvordan vi selv er blevet opdraget, hvad vi kan tage med derfra og hvad vi kan gøre anderledes. Vi ved udmærket godt at der ikke er noget der er perfekt, siger Carsten Olsen, der har en 7/7-ordning om sønnen.

Gør det bedre næste gang
Som ene dreng og ovenikøbet yngste i flokken, har Carsten haft en god barndom.

- Måske nogle gange lidt for godt. Jeg har haft en tryg og kærlig barndom, men det er jo sådan at de yngste – specielt drenge – bliver båret en gang imellem og det er jeg blevet, det indrømmer jeg. Heldigvis har jeg haft nogle folk omkring mig – og jeg tror egentlig også at sporten har været med til at trods alt at give mig noget modstand. Også fra min far har der været modstand. Det tror jeg har været med til at jeg har kunnet drive det til det, jeg har drevet det til, siger han.

- Da jeg var i Danmark på HF og manglede noget, så skulle jeg bare ringe hjem til mor, så fik jeg næsten altid min vilje. Jeg fik ikke alt hvad jeg pegede på, men jeg har da nok alligevel fået meget af det, som jeg gerne ville have, siger han, mens faren var den der holdt den unge Carsten på jorden. Hans anerkendelse skulle han kæmpe for.

- Tingene kunne altid gøres bedre. Når jeg kom begejstret hjem fra idrætshallen fordi jeg havde lavet mål eller vundet et eller andet, så fik jeg en historie fra da han var ung. Det tændte en ild i mig, for jeg ville fandeme bevise, at jeg var god nok, siger han og understreger at det blev gjort med en masse kærlighed.

Hans mor, der arbejdede som lægesekretær, begyndte at opholde sig mere og mere i Danmark, da hun blev pensioneret, fordi hun savnede det danske forår og den danske sommer. Og ægteparret havde ingen kvaler ved at være adskilt i store dele af året.

- De er to enspændere på mange områder og det har også smittet lidt af på mig. Jeg er rigtig glad for at være i mit eget selskab, jeg holder virkelig af mennesker og har arbejdet med mennesker i mange år og holder også virkelig af de nære venner, jeg har. Men det der med bare at kunne koble fuldstændig af, kun at være mig, ude i fjeldet, på jagt eller bare hjemme, det holder jeg også rigtig meget af, siger Carsten Olsen.

Giv modstand
Netop det her med, at drengebørn bliver båret frem og derfor ikke får nogen modstandsevne, når livet viser en mindre lys side, er et stort problem i samfundet i hans øjne.

- Der er for mange børn i landet, der bliver forkælet for meget. Jeg har selv prøvet det. Derudover er der tendensen med at dygtige bliver båret. Hvis du er dygtig som lille, bliver du gjort til noget specielt, men det viser sig jo at dem som er de bedste, faktisk ikke er dem der når længst. Det er dem der ligger nummer to, tre, fire – dem, der skal kæmpe om at blive bedst. Jeg var ikke den bedste, da jeg var barn og ung.

- Jeg havde talent, men heldigvis var der nogle, der var bedre end mig, så jeg skulle hele tiden kæmpe for at blive bedre. Det har givet mig ballast til at kunne modstå nedture, om det så var kærestesorg, blive sat på plads af en chef eller blive uvenner med sine venner. Det skal vi kunne kapere, og hvis vi ikke har været nede og ligge i vores barndom, så har vi ikke lært at rejse os op. Og nu siger jeg noget tabubelagt, men min egen lille lommeteori er at det måske også er årsag til vores store selvmordsrate. Jeg har ikke belæg for at sige det, udover at det er min egen teori, siger han.

For at blive af med det, tror han at der skal viden og indsigt i børneopdragelse.

- Få talt om, at det er ok at give et nej. Det er ok, at dit barn er sur på dig. Det er ok, at dit barn bliver ked af det. Det er ok, at dit barn falder. Selvfølgelig skal du være der for barnet. Snak åbent om hvordan man håndterer barnet og sig til hinanden at det er ok, at give modstand til et barn, siger Carsten Olsen, der hellere vil give sin søn et nej for meget, end et ja for meget.

- Han skal hjælpe med at tømme opvaskemaskine, han skal hænge vasketøj op, han skal være med til at lave mad, han støvsuger en gang imellem. Men han kommer også med i fjeldet og med på jagt, så han får lært det også. Han får de pligter, jeg ikke fik. Jeg skulle ikke røre en finger. Jeg kunne ikke vaske tøj, da jeg flyttede hjemmefra. Min første vask blev da lyserød, siger han.

Tristan har som sin far også fundet håndbolden, efter forsøg med andre sportsgrene.

- Han er lige startet til håndbold. Jeg er selv tidligere håndboldmand og det er dér, jeg har drevet det længst i min sportskarriere, men da han var lille var det vigtigt for mig, at han prøvede al mulig anden sport. Han har stået på langrend, spillet badminton og fodbold, men jeg har aldrig presset på, for at han skulle vinde. Det er vigtigt at han finder sin egen energi, sin egen lyst, siger Carsten Olsen, der er stolt over at Tristan har fundet noget han brænder for.
Det er ikke kun sønnen, der har fundet sit område. Far fik også sidste år en coachuddannelse, som han har tænkt sig at bruge på et tidspunkt.

- Jeg skal jo ikke være i Grønlands Idrætsforbund for altid, siger Carsten Olsen.

Powered by Labrador CMS