Gå til hovedindhold

Chefredaktøren anbefaler: Jeg elsker min bygd og skole

Dorthe Mølgaard er eneste lærer for fem elever i Kapisillit. Hun holder meget af at undervise. Men især om vinteren kan det være ensomt.

Første gang, Dorthe Mølgaard så Kapisillit, tænkte hun: Her vil jeg blive boende resten af mit liv. Her vil jeg blive gammel.

- Det var så smukt – hele landskabet! Da tågen lettede, og jeg pludselig så det hele. Jeg elsker at bo her. Den skønne natur! Jeg forstår ikke, hvorfor folk flytter. Men desværre er der ikke ret meget arbejde i bygden. Det ville være rart med en fiskefabrik. For her er masser af torsk, fortæller Dorthe Mølgaard.

Hun er eneste skolelærer i bygden Kapisillit. En skøn plet dybt inde i Godthåbsfjorden, 80 kilometer fra Nuuk og omkring ti kilometer fra Indlandsisen.

Naturen og ”de dejlige børn” er fuldkommen afgørende for Dorthe Mølgaards valg af det sted, hvor hun føler sig hjemme.

At det heller ikke er den rene idyl at være eneste lærer på en skole med blot fem elever i en lille bygd, som efterhånden er svundet ind til omkring 40 beboere, lægger den lattermilde 56-årige ikke skjul på.

For især om vinteren kan det være ensomt i bygden. Og koldt. Ofte under minus 30 grader. Til gengæld er sommeren lun og solrig. Som regel da. Sommeren i år har dog ikke været så varm, som den plejer. Men Dorthe Mølgaard har været på masser af fisketure. Og på rensdyrjagt. Det elsker hun. Sidste år skød hun sit første rensdyr selv.

Første skoledag

Jeg møder Dorthe Mølgaard dagen før en af årets højdepunkter: første skoledag. Hun sidder i sit lille træhus og strikker – noget ret avanceret, kan jeg se. Håndarbejde er en af hendes store interesser ved siden af fiskeri og fangst. Udover torsk fanger hun og kæresten ørreder og ammassatter. De tørrer fisk. Og fryseren er så småt ved at blive fyldt med rensdyrkød.

Livet som enelærer i en lille bygd med under 50 mennesker kan være ensomt. Dorthe Mølgaard savner indimellem inspiration fra kollegaer og nogen at tale med om børnene.
Mariannge Krogh Andersen

Barnebarnet fylder to år. Så der skal selvfølgelig være rigeligt med god mad. Indtil videre er det kun blevet til et dyr. Det er slet ikke nok. Så jollen bliver brugt til ture rundt i området i håb om flere dyr.

Men lige nu er det første skoledag, som optager hende. Da jeg møder op næste morgen kl. 9, er der hektisk aktivitet på den lille skole.

Pedel Jenseeraq Josefsen og rengøringsdamen, Heide Iversen, som også laver mad til børnene, er i fuld aktivitet.  Der skal laves kaffe og te til forældrene og gøres klar med vandkander til børnene. Flaget skal på bordet. Stearinlyset tændes.

Dorthe Mølgaard er lutter smil. Hun har glædet sig.

Ældste pige er hjælpelærer

I år er der fem elever plus en gæsteelev på den lille bygdeskole. Gæsteeleven er en lille pige fra en døgninstitution, som har feriekoloni i Kapisillit. Feriekolonier er der for øvrigt ikke mindre end fire af i bygden.

Det smukke sted omgivet af fjelde, fjord og is er et populært udflugtsmål for folk fra Nuuk. Så om sommeren summer bygden af liv. Der er masser af børn og nuumiutter, som har hytte i bygden og lige udenfor.

Vinteren er den stille tid. Lidt for stille indimellem, synes Dorthe Mølgaard.

Men i dag er der liv. Og luften er ladet med forventning.

”It is a good day,” står der på maven af en lyserød t-shirt, som skolens ældste pige har taget på i dagens anledning.

Som de øvrige fem børn ser hun også ud til at glæde sig til at komme i skole efter en lang sommerferie.

Dorthe Mølgaard fortæller, at den ældste pige, som går i 7. klasse, nærmest fungerer som en slags hjælpelærer for hende.

- Hun vil meget gerne hjælpe mig med at lære de andre børn noget. I det hele taget er børnene glade for at gå i skole. Jeg synes, de er dygtige. De vil meget gerne lære noget. Nogle gange beklager de sig, når timen er forbi. Øv, skal vi allerede stoppe nu.

Dorthe Mølgaard griner. Hun er i det hele taget en munter person, der ikke tager sig selv alt for højtideligt.

Ingen uro i klassen

Alle børn bliver undervist i samme lokale. De sidder ved to borde i dag.  Dorthe Mølgaard byder dem velkommen. Også pedel og rengøringsdame/køkkendame er med i klassen i dagens anledning.

På en række stole bagerst i lokalet sidder forældre og en enkelt bedstemor. De drikker kaffe og sludrer lidt med hinanden. Alle er lutter smil. Og glade forventninger.

Disciplin er tilsyneladende ikke noget problem på Atuarfik Kapisillit. I hvert fald er der helt stille og roligt i klasselokalet i dag, mens Dorthe Mølgaard fortæller.

Alle børnene siger deres navn en efter en og hvilken klasse, de nu skal gå i fra det nye skoleår. Der er to i 4. klasse,  en i 5., en i 6. og en i 7. Klasse. Gæsteeleven skal i 2. Klasse. Hun er så genert, at hun ikke tør sige sit navn. Så den opgave klarer den pædagog, som ledsager hende på den store dag.

Skiløb på skemaet

Vi synger en sang, Ullaanngorpog Tassaalerpoq. Alle i lokalet stemmer i. En ældre kvinde med god sangstemme – vist nok en bedstemor – fører an i det spæde kor.

Selvom skolen i Kapisillit er lille, bliver børnene undervist i alle fag på nær fysik. Når de skal i 8. klasse, må de til Nuuk. Dorthe Mølgaard gør en stor indsats, så børnene lærer at klare sig selv med tøjvask og andre pligter, som de selv skal ordne på
Marianne Krogh Anderen

Dorthe Mølgaard deler bøger ud til børnene. Der er en hyggelig og afslappet stemning i lokalet. Et par forældre gaber. Men børnene ser ikke ud til at kede sig.

Dorthe Mølgaard griner hele tiden og får hele klasselokalet med til at bryde ud i latter, da hun foreslår, at de skal anmode kommunalbestyrelsen, om de kan få lov til at få svømmeundervisning i Nuuk. Den slags luksus kan bygdebørn kun drømme om.

Til gengæld får de noget andet. Der er langrendsski på skolen. Så når føret er til det, foregår idrætsundervisningen ude i terrænet.

Indimellem tager børnene på tur og plukker bær og samler muslinger. På den måde får de både undervisning i biologi og motion i fjeldet.

Se min kjole

Dorthe Mølgaard deler flere bøger ud. Det er Søren og Mette, skolebøger til undervisning i dansk.

- Det bliver tit sagt, at bygdebørn er for dårlige til dansk. Så jeg gør meget ud af, at eleverne får lært noget dansk, så de kan klare sig videre i skolesystemet, siger Dorthe Mølgaard.

Som et slags bevis – og nok til ære for en dansktalende journalist – synger børnene ”Se min kjole”.

Med lidt spæde stemmer, men god udtale, synger børnene om, hvordan de ”elsker alt det røde…. Det er fordi et postbud er min ven”. De synger om at de elsker alt det sorte ….”fordi en skorstensfejer er min ven”.

Mens jeg funderer over, om ungerne har set en skorstensfejer, eller kender til et postbud, deler Dorthe Mølgaard en arbejdsmappe med kontaktbog ud til hver af børnene. Så de kan se, hvornår de har ferie og fridage.

Så er den første, korte skoledag ved at være forbi. Der er ingen klokke, som ringer. Dorthe Mølgaard siger blot farvel og tak for i dag. Langsomt siver forældre og børn ud fra skolestuen. Uden den store lyst til at forlade fællesskabet.

Et par børn sætter sig på den lilla ”moppebænk” uden for klasselokalet. På væggen hænger plakater med manende buskaber fra skolevæsenet: orden, mad, lektier, søvn.

Mere indviklet behøver det åbenbart ikke at være. Dorthe Mølgaard fortæller, at der er meget lidt mopperi på skolen. Når det forekommer, taler de om det. Det plejer at hjælpe.

Differentieret undervisning

Den lille flok elever består af to søskendeflokke: en på to piger og en på to drenge og en pige. Børnene har placeret sig ved siden af deres søskende i klasselokalet.

- Jeg forklarer dem, at her i skolen skal de først og fremmest være kammerater med hinanden og ikke optræde som søskende, siger Dorthe Mølgaard.

Så simpelt løses problemet med en meget lille børnegruppe selvfølgelig ikke.

Dorthe Mølgaard underviser som regel børnene samlet. Kunsten består så i at differentiere budskabet, så hvert enkelt barn er med, og ingen keder sig. Det er ikke let, siger hun.

Nogle gange bliver børnene opdelt i grupper, som så får individuel undervisning.

Dorthe Mølgaard har undervist ti år i Nuuk og tre år i Qeqertarsuatsiaat. Hendes specialer fra seminariet er grønlandsk, samfundsfag og specialundervisning.

Men her på skolen er hun nødt til at undervise i alle fag. Dog er der ingen fysikundervisning, og ingen valgfrihed i kreative fag. Her må eleverne nøjes med håndarbejde.

Fjernundervisning

Skolen samarbejder med Atuarfik Samuel Kleinschmidt i Nuuk. En lærer herfra giver børnene fjernundervisning – især i matematik og engelsk. På en stor tv-skærm toner Nuuk-læreren frem nogle timer hver dag.

Kapisillit - kan det blive smukkere
Marianne Krogh Andersen

- Det er en stor hjælp for mig. Så har jeg mulighed for at diskutere undervisningen med en kollega og få hjælp til nogle af fagene. Jeg har været lærer i Kapisillit i fem år. Nogle år har der ikke været fjernundervisning. Og det var et stort savn. Jeg har et fint parløb med pedellen, som har arbejdet på skolen i over 30 år. Men jeg kan jo ikke diskutere eleverne med ham eller med rengøringsdamen.

Dorthe Mølgaard siger, at det indimellem kan være svært at inkludere alle børn og gøre undervisningen differentieret. Hvert barn har bøger svarende til elevens klassetrin. Men som regel undervises de samlet.

Kun for naturmennesker

- Jeg har glædet mig rigtigt meget til første skoledag. Så er der liv igen i skolen. Jeg keder mig aldrig, selvom skolen er så lille, og vi er så få i bygden. Men livet som lærer kan godt være ensomt, fordi jeg ikke har kolleger på skolen. Der er ingen kurser eller pædagogiske dage til at inspirere mig.

- Hvis man skal bo her i bygden, kræver det, at man er et naturmenneske. Og det er jeg. Jeg elsker at sejle! Jeg elsker at fiske! Havde jeg været yngre, ville jeg nok ikke kunne bo her. Men når man er lidt op i årene, passer det fint, siger Dorthe Mølgaard. Og tilføjer, at som bygdelærer skal man også kunne tåle at være alene. Selv holder hun sig lidt tilbage, når der inviteres til kaffemik.

- Jeg føler mig absolut ikke finere. Jeg er bygdebeboer som alle andre. Men i kraft af mit job er jeg alligevel nødt til at holde lidt afstand, siger hun.

Henter vand i dunke

Dorthe Mølgaards datter og barnebarn boede tidligere i bygden. Nu er de flyttet til Kangerlussuaq. Og dét trækker, lægger bedstemoderen ikke skjul på.

At bo så lille et sted er ikke ukompliceret.

- Jeg har en vandtank. Men om vinteren fryser ledningen til is. Og så skal jeg selv hente vand i dunke. Det er besværligt. Mit hus er meget lille. Det kan føles trangt og indelukket om vinteren med kun tre små rum. Jeg vi gerne have et større hus. Og så er det også et problem, at alting er så dyrt i bygdebutikken. Et æble koster fem kroner. Jeg savner flere grøntsager og billigere varer.

Selvom Kapisillit  er blevet kraftigt affolket, er der ikke mange huse at få. For en snes år siden var der omkring hundrede faste beboere i bygden. De er nu svundet ind til under det halve.

- Det er et problem, at alle ledige huse bliver opkøbt af folk fra Nuuk, der bruger dem som sommerhus. Derfor kan det være svært og dyrt for folk, som gerne vil bo her fast, at få fat i et hus, fortæller Dorthe Mølgaard.

Humor nødvendig

I det ny skoleår har hun fået bevilget hjælp af en timelærer på deltid. På væggen i nærheden af butikken finder vi jobopslaget. Det er skrevet i et snirklet bureaukratsprog med masser af halvtomme buzz words. Formentlig af en person, som aldrig har været i en bygdeskole. Ordet ”udviklingsorienteret” og ordet ”udvikle” forekommer ikke mindre end 3 gange i det ordrige stillingsopslag.

Egentlig kunne det skrives ret enkelt: holder ud af børn, er du god til at undervise, og er du et naturmenneske, kunne jobbet som timelærer være noget for dig.

Man kunne tilføje, at humor er en absolut nødvendighed.

Få adgang til avisen AG herunder:

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER