Søndag, november 5, 2017 - 11:13

Catalansk eksleder melder sig til belgisk politi

Foto: Olivier Matthys/AP
Senest mandag afgør en dommer, om den fyrede catalanske selvstyrepræsident udleveres fra Belgien til Spanien.
 

Den afsatte catalanske præsident, Carles Puigdemont, og fire af hans eksministre har meldt sig selv til politiet i Belgien.

Det siger en talsmand for anklagemyndigheden i Bruxelles til pressen.

- De blev tilbageholdt klokken 09.17 - altså i morges, sagde Gilles Dejemeppe.

- I eftermiddag vil de involverede personer blive afhørt af en undersøgelsesdommer, tilføjer han klokken 14 dansk tid.

Senest 24 timer senere, det vil sige klokken 09.17 mandag, afgøres det, om de skal udleveres til Spanien.

En domstol i den spanske hovedstad, Madrid, udstedte fredag en europæisk arrestordre på Puigdemont og fire af hans eksministre.

Den afsatte leder og de fire eksministre efterforskes af spanske myndigheder for oprør og undergravende virksomhed ved en forfatningsstridig folkeafstemning 1. oktober.

Den gjaldt regionen Cataloniens løsrivelse fra Spanien.

Puigdemont og de fire tidligere ministre forlod Catalonien, da den spanske premierminister, Mariano Rajoy, havde afsat den catalanske regionale regering.

Det kom, fordi det catalanske parlament en uge inden havde erklæret uafhængighed af Spanien.

Rajoy har udskrevet valg til en ny regering i Catalonien 21. december.

Puigdemonts parti, PDeCAT, sagde søndag, at de vil opstille ham som kandidat til valget.

Ifølge en måling står de catalanske partier, som vil være selvstændig af Spanien, til at få flest stemmer i december.

Men det er ikke sikkert, at de får det flertal, der kræves for at genoplive kampen for løsrivelse, viste målingen.

Den var lavet af instituttet GAD3 mellem 30. oktober og 3. november hos 1233 adspurgte på vegne af avisen La Vanguardia.

En måling fra avisen La Razón, der er foretaget i samme periode blandt 1000 personer af NC Report, viser det samme billede.

/ritzau/Reuters

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit