Qaqortoq

Campus Kujalleq renoveres og udvides

Kapacitet for optagelse af studerende øges og der etableres uddannelseslokaler til tidsvarende forhold i uddannelsesinstitutionen i Qaqortoq

Udvidelsen af Campus Kujalleq i Qaqortoq forventes at blive afsluttet i 2018

Grønlands Selvstyre påbegynder i disse dage en omfattende udvidelse og renovering af Campus Kujalleq, Qaqortoq, som skal sikre de fysiske rammer for uddannelsesinstitutionens målsætninger, ved at øge gymnasiets kapacitet for optagelse af studerende, samt etablere uddannelseslokaler til tidsvarende forhold.

Det eksisterende gymnasium vil undergå en gennemgribende istandsættelse og udvides med tilbygning på 2.075 kvadratmenter. Løsningen bliver en fuld 5-sporet skole på i alt kvadratmenter, med plads til 500 studerende, oplyser naalakkersuisoq for bolig, byggeri og infrastruktur Knud Kristiansen (A).

Nye undervisningslokaler
Udvendigt får det eksisterende gymnasium et helt nyt og formstærkt arkitektonisk udtryk, som placerer sig flot i terrænet langs Skolevej overfor den nyrenoverede folkeskole, Tasersuup Atuarfia.

Indvendigt opgraderes skolen med ventilation og akustiske forhold til gældende standarder, for at sikre et sundt og givende undervisningsmiljø.

- I tilbygningen etableres der seks nye undervisningslokaler og seks nye faglokaler i åben forbindelse med det udvidede aularum. Aularummet skal i dagligdagen fungere som skolens nye centrum, hvor elevcafé og opholdsarealer vil skabe mulighed for et bedre dagligt studiemiljø med plads til gruppearbejde, tværfaglig undervisning og ophold, siger naalakkersuisoq for uddannelse, Nivi Olsen (D) ifølge selvstyret.

Byggeriet forventes at blive afsluttet i 2018.

Powered by Labrador CMS