Camp Century

Camp Century fylder mere end antaget

Efterladenskaberne efter Camp Century optager både et større areal og ligger i en større dybde end antaget.

William Colgan og hans hold måtte ofte foretage deres målinger under vanskellige vejrforhold

Affaldet efter Camp Century omfatter et større område end antaget.

Det kan GEUS fastslå, efter at deres forskningshold sidste onsdag vendte tilbage fra en månedlang ekspedition til området.

- Efterladenskaberne efter Camp Century ligger både spredt over et større areal og i en større dybde end vi hidtil har antaget, siger ekspeditionens leder William Colgan til Sermitsiaq.AG.

Ned til 95 meter
Inden ekspeditionen vurderede forskerne, at baseskrottet lå i dybder mellem 35 og 60 meter. Nu viser målingerne, at det ligger mellem 30 og 95 meter.

Forskerne har benyttet en radar, der kan trænge igennem isen, til at tegne et præcist kort over, hvor ‘basen under isen’ befinder sig.

Is skal undersøges for radioaktivitet
Da basen blev forladt i 1967 tog det amerikanske forsvar en atomreaktor med sig. Men de efterlod 9.200 tons affald deriblandt lavradioaktivt spildevand.

Forskerne har taget 150 kilo iskerner med til København. De skal nu undersøges for rester af radioaktivitet for at afklare, hvorvidt der er en sundhedsrisiko forbundet med basen.

Basen synker dybere ned i isen
Det var William Colgan, der sidste år i en artikel gjorde opmærksom på, at basen risikerer at dukke op af isen i slutningen af dette århundrede.

Målingerne viser, at de modeller i grove træk holder stik, men først nu skal forskerne analysere deres data og vil herefter justere, deres modeller.
- Vi kan se, at isen er begyndt at smelte, hvilket den ikke gjorde i 60erne, siger William Colgan.

Der falder dog stadig mere sne end der smelter.

Der smelter 10 procent af den sne, der falder. Først når vi er op på at over 100 procent smelter vil basen begynde at dukke frem, siger klimaforskeren.

Så indtil videre synker Camp Century blot dybere ned i indlandsisen.

LÆS OGSÅ: Gode data fra Camp Century trods drilsk vejr

Powered by Labrador CMS