Sisimiut

Butiksansatte får hjælp efter røveri

Tre ansatte, der blev truet og låst inde i et lokale under torsdagens røveri mod Brugseneeraq Kussangasoq i Sisimiut, får hjælp

Kort før midnat natten til fredag stak en røver afsted med omkring 17.000 kroner fra Brugseneeraq Kussangasoq på Bolethep Aqquserna i Sisimiut.

Ifølge Kalaallit Nunaanni Brugseni blev tre ansatte truet og låst inde i et lokale under røveriet.

- Kort efter røveriet var vores uddeler til stede i butikken sammen med politiet. Personalet har det efter omstændighederne godt, og de blev alle sendt hjem efter politiets afhøringer, siger direktør Susanne Christensen.

Og hun fortsætter:

- Fredag eftermiddag mødes alle ansatte i Brugseneeraq Kussangasoq til et møde, hvor vi også har tilkaldt en psykolog, hvis der skulle være behov for at få snakket episoden igennem.

Læs: Politiet i Sisimiut efterlyser vidner efter butiksrøveri

Politiet i Sisimiut efterlyser vidner
Politiet modtog anmeldelsen torsdag klokken 23.52 og oplyser, at røveren var kommet ind ad bagdøren og truede personalet til at åbne et pengeskab.

- Vi ser meget alvorligt på situationen, og vi håber, at det ikke vil ske igen, siger Susanne Christensen.

Siden januar har Brugsenis butikker i Sisimiut været udsat for seks indbrud og det væbnede røveri torsdag aften.

Gerningsmanden beskrives som; mand, cirka 175 cm høj, muskuløs, lyse grønlige øjne, rødlig maske over hovedet, sort jakke, grå joggingbukser af mærket 'Nike' og havde sorte sko af mærket 'Nike'. Han talte grønlandsk med Sisimiut-dialekt.

Politiet efterlyser vidner, der har set gerningsmanden ved gerningsstedet, eller personer, der har kendskab til røveriet. Politiet i Sisimiut har telefonnummer 70 13 22.

Powered by Labrador CMS