kræft

Brystkræft-screening er for dyr

Ifølge ny analyse vil det være meget dyrt at gennemføre landsdækkende screening for brystkræft

Her i landet er den næsthyppigste kræftform for kvinder brystkræft.

Gennem mange år har det været diskuteret, om der bør indføres screening for brystkræft i Grønland. Men nu tyder det på et nej.

En ny analyse er blevet fremlagt for Inatsisartut, og heri er anbefalingen negativ.

- Det er redegørelsens klare anbefaling, at screening for brystkræft ikke indføres, da det vil være enormt ressourcetungt og meget dyrt uden betydelig forskel i dødeligheden eller sygeligheden, oplyser medlem af Naalakkersuisut for sundhed, Agathe Fontain i et §-37-svar, som blev afgivet kort før jul.

Indført i nordiske lande
I andre nordiske lande er der et screeningsprogram. I Danmark får alle kvinder mellem 50 og 69 år hvert andet år tilbudt en mammografi; en røntgenundersøgelse af brystet. Undersøgelsen kan afsløre forandringer i brystet, som man ikke selv kan mærke med fingrene.

Læs også: Flere rammes af tarmkræft

Mens brystscreening nu ser ud til at blive droppet, er der fortsat overvejelser i gang omkring at indføre et screeningsprogram for tarmkræft.

- Den undersøgelse pågår stadig og vil blive fremlagt i 2017, oplyser Agathe Fontain.

Læs mere i den nye udgave af AG:

Powered by Labrador CMS