Island Games 2013
Bror og Taatsi har vundet guld
Det grønlandske makkerpar i herredouble vandt fredag Grønlands første og eneste guldmedalje ved Island Games
Tredje og afgørende sæt i finalen i herredouble-turneringen i badminton ved Island Games blev en sand gyser, som til sidst lykkeligvis førte til, at Bror Madsen og Taatsiannguaq Pedersen kunne strække armene i vejret og kaste sig i gulvet af bare glæde.
Det skete, da det tredjeseedede grønlandske par slog de topseedede Paul Le Tocq og Kevin Le Moigne fra Guernsey i en kamp, som bølgede frem og tilbage.
Sejren kom i hus, selvom Bror og Taatsi tabte første sæt 19-21, inden andet sæt blev vundet med 21-17.
Det betød, at finalen skulle afgøres i tredje sæt, hvor det grønlandske makkerpar indtil de afgørende bolde var et skridt bagefter deres modstandere. Således var Bror og Taatsi blandt andet bagud 7-9 og 15-16, inden de for alvor fik kontakt ved 17-17. Det blev senere til 19-19 og 20-19, inden et fejlslag af deres modstandere betød en grønlandsk sætsejr på 21-19.
Til Sermitsiaq.AG’s reporter til kampen fortæller de to grønlandske guldmedaljevindere, at de er meget glade for sejren, selvom de ikke spillede deres bedste kamp, fordi de var nervøse.
Grønlands første og eneste guldmedalje
Cirka 50 personer fra den grønlandske delegation var mødt op til finalen fredag middag, hvor de gjorde alt for at støtte de hårdt kæmpende badmintonspillere.
Den flotte sejr til Bror Madsen og Taatsiannguaq Pedersen betyder, at de på sidstedagen af Island Games 2013 har vundet Grønlands første og eneste guldmedalje på Bermuda.
Se video "Her vinder Bror og Taatsi finalen"
Se samtlige resultater i herredouble-turneringen
Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Island Games 2013