Budget

Brexit giver usikkerhed om EU-millioner

Når Storbritannien træder ud af EU kan det få store konsekvenser for Grønlands aftaler med EU. Det fremgår af Naalakkersuisuts redegørelse om mulighederne for et tættere samarbejde med EU.

Fiskeriaftalen med EU giver 130 millioner kroner

Det er ikke småpenge, som Grønland får ud af sine aftaler med EU. Samlet set er der tale om over 350 millioner kroner ud af en finanslov på omkring 6,7 milliarder kroner.

Fiskeriaftale under pres
Men når Storbritannien træder ud af EU, skaber det usikkerhed om især fiskeriaften, som indbringer 130 millioner kroner. Det fremgår af Naalakkersuisuts redegørelse om mulighederne for et tættere samarbejde med EU.

- UK har i en årrække modtaget fiskekvoter i grønlandsk farvand, gennem Grønlands fiskeripartnerskabsaftale med EU. Det vil næppe være tilfældet efter Brexit, står der i redegørelsen.

- Det er usikkert om det vil betyde samlet lavere kvoter til EU og følgeligt lavere finansielt niveau under fiskeripartnerskabsaftalen eller om EU vil ønske at bevare aftalen på samme niveau. Det er ligeledes uvist, hvorledes UK fremover vil stille sig i samme sag.

Mindre budget
Problemet er, at forhandlingerne mellem EU og Storbritannien samt mellem EU og kongeriget Danmark dårlig nok er kommet i gang. Dermed er det også uhyre svært at vurdere, hvad det hele ender med.

I redegørelsen anbefales det, at Grønland forsøger at indgå en fiskeriaftale direkte med Storbritannien ud over aftalen med EU.

Det er dog ikke blot fiskeriaftalen, der kan komme under pres. Også partnerskabsaftalen kan blive berørt. Når Storbritannien træder ud af EU, bliver de samlede indtægter i EU nemlig mindre. Og det betyder, at der også kan være færre penge til aftalen med Grønland.

Efter planen træder Storbritannien ud af EU i marts 2019.

Powered by Labrador CMS