Nuuk
Brain Drain-problemet til debat mandag aften
Hvordan kan vi undgå det mønster, at halvdelen af alle, der tager til Danmark for at få en uddannelse ikke vender tilbage til Grønland igen? Det var hovedspørgsmålet til Aqagos debataften mandag
Artiklen er rettet tll 22.08 med et anderledes klingende citat fra én af deltagerne.
Det var ikke kun tordenskjolds soldater, der sad med i debatpanelet mandag aften. Det var lykkedes den nystartede debatforening Aqago at hente SIK med til politisk debat om brain drain, tabt arbejdskraft, fra Grønland til Danmark.
Hed start
Det var den slags debatarrangementer, som lige skulle løbes i gang. Det blev det også med følgende spørgsmål fra en ung kvinde.
- Hvis vi skal se 20-30 år ud i fremtiden, er I så bange for, at vi er ved at skabe en ny dansktalende elite af højtuddannede? Er vi ved at danne en kløft imellem de grønlandske akademikere og for eksempel SIK's bagland? Er vi på vej til at skabe den samme slags elite, som vi havde for 20-30 år siden?
Alle indspark fra salen og debatpanelet handlede om det problem, at omtrent halvdelen af alle unge, der vælger at flytte til Danmark for at studere, bliver dernede og ikke vil hjem igen.
Dårlig grønlandsk service
Fra Avalak lød det, at en årsag til, at mange bliver i Danmark er den ringere offentlige service, der er mange steder i landet sammenlignet med Danmark.
Et væsentligt ankerord, der dukkede op i debatten gentagne gange, var "hjemme". Rammen for studenter- og elevorganisationernes debatarrangent var klart, at "hjemme" er i Grønland. Men for flere af dem, der deltog i debatten, er det blevet svært at skælne mellem "ude" og "hjemme". Særligt hvis man har studeret flere år i Danmark og måske ikke føler sig velkommen i sit fødeland.
Det handler nemlig også om komfort.
- Personligt har jeg været meget bange for at vende hjem til Grønland og arbejde. Jeg har haft en angst for, at der er for meget at lave og for mange samfundsproblemer hjemme i Grønland, til at jeg kan overskue det. Det har været meget overvældende for mig, sagde en deltager i debatpanelet.
Sats på universitetet
En debattør fra salen undrede sig over, hvorfor vi ikke sætter alle kræfter ind på at udbygge uddannelserne herhjemme, så vi kan undgå at folk overhovedet behøver tage til udlandet for at uddanne sig.
En tungtvejende grund til at tage flyet til Europa og tage sin uddannelse under sydlige himmelstrøg er også noget så essentielt som en bolig.
Den trængte boligsituation gør, at unge fra Nuuk ofte søger en uddannelse i en dansk universitetsby, fordi det er det eneste sted de - på grund af boligreglerne i Grønland - er garanteret en bolig. Der er nemlig boliggaranti for samtlige danske statsborgere i de fleste større studiebyer i Danmark. Det er en af grundene til, at optaget af nye studerende på Ilisimatusarfik sidste år kom primært fra kysten og ikke fra Nuuk, mente en ansat på universitetet, der også deltog i debatten.