debat om Ini
Borgmester undrer sig over flytning af Ini til Nuuk
Qeqqata Kommunias borgmester, Hermann Berthelsen fra Siumut, har svært ved at forstå, at hovedadministrationen i boligadministrationsselskabet Ini muligvis skal flyttes fra Sisimiut til Nuuk
To stillingsopslag som henholdsvis direktør og stabschef i boligadministrationsselskabet Ini får borgmesteren i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen fra Siumut, til at undrer sig over, om selskabet er på vej væk fra kommunen.
- For ifølge stillingsoplaget skal begge stillinger ikke længere være placeret i Sisimiut, men i Nuuk, siger Hermann Berthelsen.
Og han fortsætter:
- Men ikke nok med det. Direktøren skal have kompetence i dokumenteret erfaring med at flytte eller være med til at flytte en ‘reguleret virksomhed’ ifølge jobopslaget.
Hermann Berthelsen har svært ved at forstå fornuften i denne flytning, som ifølge ham ‘tilmed synes i modstrid med de politiske udmeldinger om fokus på et mere helt Grønland.’
Sisimiut hårdt ramt af centraliseringen
- Tingene skal ikke flyttes til Nuuk, men den anden vej, hvis vi skal opnå større lighed og vækst i vort land, lyder det fra Hermann Berthelsen.
Jobopslagene fra Ini om flytning til Nuuk følger i kølvandet på, at Qeqqata Kommunia har mistet en række offentlige arbejdspladser til Nuuk. Således er Greenland Venture flyttet fra Maniitsoq til Nuuk, tolkeuddannelsen og uddannelsen til byggeteknik fra Sisimiut til Nuuk, mens NaviAir er flyttet fra Kangerlussuaq til Nuuk.
- Mens andre lande spreder de offentlige investeringer og arbejdspladser, hvilket skaber vækst i hele landet, så fokuserer vi i vort land på at samle dem og dermed væksten i én by. Det er en katastrofal udvikling, siger borgmesteren i Qeqqata Kommunia, Hermann Berthelsen, der nu vil have en redegørelse fra Naalakkersuisut om forløbet.