Mandag, marts 20, 2017 - 18:04

Borgmester: Økonomi er vist ikke Nicolai Nissens stærke side

Asii Chemnitz Narup giver erhvervsmandne Nicolai J. Nissen svar på de spørgsmål, der blev rejst tidligere mandag.
Foto: Kommuneqarfik Sermersooq
Siumut-kandidat til kommunalvalget, erhvervsmanden Nicolai J. Nissen, stillede i formiddags en lang række spørgsmål direkte til borgmester Asii Chemnitz Narup. Nu får han de efterspurgte svar om økonomien i Kommuneqarfik Sermersooq.
 

Nicolai J. Nissen mener, at det er vigtigt at holde fokus på økonomien, og i den forbindelse forstår han ikke, at forbruget på flere områder viser et millionstort mindreforbrug i forhold til budgettet.

Læs også: Byge af spørgsmål sætter fokus på økonomien

- Nicolaj Nissen har været inde og kigge på Kommuneqarfik Sermersooqs månedsregnskab for december 2016. De spørgsmål, det har afstedkommet, kan få én til at tænke, at økonomi ikke er Nicolaj Nissens stærke side. Han er tilsyneladende ikke klar over, at et kommunalt regnskab først lukkes den 20. februar. Mange regninger betales nemlig bagud. De bliver først betalt, efter at månedsregnskabet er afsluttet. Det betyder, at et december regnskab ikke kan sammenligenes med et budget, fastslår Asii Chemnitz Narup indledningsvist.

Nicolai J. Nissen stillede dette spørgsmål til borgmesteren:

Hvorfor har borgmesteren brugt ca. 27 millioner mindre på ældre og handicappede i kommunen end man havde budgetteret med i 2016?

Stolt af handicapordning

Borgmesteren svarer, at hun er meget glad for mindreforbruget på handicapområdet.

- Det er nemlig resultatet af et af de tiltag, jeg er meget stolt af. I Kommuneqarfik Sermersooq er vi begyndt at tilbyde de borgere, der er anbragt på institutioner i Danmark og i andre kommuner, at vende hjem til Grønland og til vores egen kommune. Det giver besparelser, men det er ikke det væsentligste for mig. Det væsentlige for mig er derimod, at vi kan give vores borgere mulighed for at vende tilbage og leve en værdigt liv, i det land og den by de ønsker. Det betyder en højere livskvalitet, understreger Asii Chemnitz Narup.

- Nicolaj Nissen undrer sig også over, hvordan kommunen kan have brugt 35 millioner kroner på anlæg af boliger, uden at det har givet nogen nye boliger. Det ville jeg gerne svare på, hvis det var sandt, men fakta er, at vi har brugt 60 millioner kroner på boliger i 2016, og for det har vi fået 35 nye kommunale boliger i 2016 og 126 boliger, der står færdig til næste år og i 2019.

Siumuts kandidat, der for første gang stiller op til et kommunalvalg, stillede også dette spørgsmål til borgmesteren:

Hvordan kan borgmesteren spare på de område (skole-, ældre-, handicap-området, red.), som vi har hårdt brug for at gøre noget ved i kommunen, og samtidig forsvare en budgetoverskridelse på mere end 15.000.000 kr. på IT i kommunen i 2016?

IT-millioner anvendt på skoleområdet

Hertil svarer borgmesteren:

- Jeg kan berolige ham med, at pengene er brugt på skoleområdet. Overforbruget skyldes, at vi har konstateret, at det it-udstyr, der var til rådighed på skolerne, var for dårligt, og det er derfor skiftet ud, fastslår IA-borgmesteren.

Afslutningsvis langer hun ud efter erhvervsmanden, som hun mener ”for nemheds skyld" lige så godt kunne have søgt svar hos sine partifæller i kommunen.

- Alle de poster, han spørger til, er nemlig også vedtaget og godkendt af Siumut, pointerer borgmesteren, der kæmper for at beholde borgmesterstolen i en tredje valgperiode.

Læs også: Læserbrev: Svar til Asii Chemnitz Narup på mine spørgsmål

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit