Bombe under nye boligejere
Hjemmestyret sælger sine boliger til markedspris, men de nye boligejere skal selv betale for renoveringen.
De lejere, som ønsker at købe deres boliger af Grønlands Hjemmestyre og kommunerne efter en ny landstingsforordning fra nytår, skal tænke sig om en ekstra gang.
Mange blokke er i så dårlig en stand, at de kommende boligejere foruden selve købsprisen skal regne med en betragtelig udgift til renovering indenfor en kort årrække.
– Renoveringen af Blok T i Nuuk kostede 10.293 kroner pr. kvadratmeter for en nødtørftig renovering, som skal følges op af en ny renovering i løbet af 15 år, siger direktør Olafur P. Nielsen, Direktoratet for boliger og infrastruktur til Sermitsiaq.
Derfor besluttede hjemmestyret at rive naboblokkene Q, R og S ned for at genopbygge dem som andelsboliger.
Det var simpelthen billigere at rive blokkene ned end at renovere dem.
Renoveringsplan 2000, som omfatter samtlige offentligt ejede udlejningsboliger, viste et renoverings- og moderniseringsbehov på 2,1 milliarder kroner.
Hvis renoveringsopgaverne skule løses indenfor en overskuelig periode, ja så skulle Grønlands Hjemmestyre afsætte 120 millioner kroner om året frem til 2017.
Derefter ville beløbet til renovering blive nedtrappet frem til 2021.
– Indtil videre har det ikke været muligt at afsætte tilstrækkelige midler til, at opgaven kan løses indenfor den forventede tidshorisont, skriver landsstyremedlem for boliger og infrastruktur Kim Kielsen, Siumut, i et svar til landstingsmedlem Marie Fleischer, Demokraterne.
Læs Sermitsiaq....