Fredag, marts 28, 2014 - 11:54

Blog af Hans Peder Kirkegaard

Et ungt syn på Grønland - her er mit

 

Fulde navn: Hans Peder Maassanguaq Cortzen Kirkegaard
Alder: 27
Nuværende bosted: København
Opvokset i: Ilulissat
Primær beskæftigelse: Studerende
Fritidsinteresser: Meget af min fritid går til Avalak, dog er jeg rigtig glad for Film og går ofte i biografen.
Det handler min blog om: Tanker og ideer, for det meste mine egne. Da meget af min tid bliver brugt på Avalak vil der være noget om det at være en grønlandsk studerende i Danmark.

Seneste af Hans Peder Kirkegaard

Tirsdag den 25. marts gav eskimologistuderende og formand for IA København Ortu Mørch Olsen, ph.d.-studerende og blogger hos Ingeniøren Aviaja Lyberth Hauptmann samt formand for studenterforeningen Avalak Hans Peder Kirkegaard deres syn på Grønlands fremtid. Det skete i Kalaallit Illuutaat - Det Grønlandske Hus i København:

Jeg er glad for at være her sammen med Aviaja og Ortu. Jeg er glad for at Masaana har arrangeret det. Det er et godt tema, Ungt syn på Grønland. Så det er relevant at kigge på det unge først:

Over halvdelen af dem der bliver færdig med folkeskolen er ikke kommet videre. 60% af unge mellem 16-18 år er ikke i gang med en uddannelse og er arbejdsløse. Af dem der er i gang med en uddannelse, dropper halvdelen ud.  

Samtidigt med at op mod 40 % af den grønlandske arbejdsstyrke arbejder for det offentlige. Hvis vi tager det offentligt ejede virksomheder med, så er vi op mod 60%.

Jeg kigger på folk, jeg kigger på Grønland, jeg kigger på tallene. Når jeg kigger på dem, så kan jeg mærke en ild, en ild der gør min vrede større, min vilje større. Jeg tænker disse tanker, og jeg læser historien. Jeg er ikke alene, jeg er ikke den første. Jeg er ikke den første, og hvorfor er jeg ikke det? Spørger jeg mig selv. Det gik jeg og undrede mig lidt over i et stykke tid. jeg er ikke helt sikker, men jeg tror jeg har fundet svaret: 

Jeg er ikke den første fordi andre allerede har skrevet det jeg tænker, og andre allerede har set hvad jeg ser. Men det forvirrede mig endnu mere, hvorfor er det stadig det samme tanker og det samme tal som jeg læser og skriver som det gjorde for 10-20 eller 30 år siden?  Fordi ingen endnu har løst problemet, fordi de folk der har arbejdet hårdt ikke har gjort det godt nok. Så jeg kigger på hvad de har lavet og vil ikke gentage hvad de har gjort. Jeg prøver stadig at forstå det hele, forstår hvad de har gjort, hvad de vil gøre og hvorfor de har gjort hvad de har gjort. For kun ved at kende og forstå fortiden kan fremtiden være anderledes. 

Hvad er det så jeg har set, som ikke er gjort godt nok? 

Der var en trykket stemning, sidste gang jeg var i Grønland. Alle hænger lidt med hovedet, og politikerne venter på, at råstofpengene skal begynde at komme, og det smitter af på folkestemningen. Alle venter. Længe har vi været et ventende folk. Vi venter på "pisortatingoortumik iliuuseqartoqarnissaa". Vi venter, på at vores SU bliver forhøjet, vi venter på, at kvoterne forhøjes og vi venter på, at råstofindustrien kommer i gang. 

Jeg vil væk fra den holdning. Vi venter ikke. Vi handler selv, og vi starter ved os selv. Hvad kan jeg selv gøre? 

Det er hér, vi er nødt til at starte. Med os selv. Hvad kan vi selv? De er os, der kan selv. Det er os, der skal være inspiration til den nye generation. Vi skal vise dem, at vi kan selv - og at vi er ansvarlige for vores liv. 

Alle beslutninger der er truffet i Grønland har været umenneskelige. Problemer søgt løst med penge og love. De ansvarlige har kategoriseret befolkningen, grupperet dem, delt dem op: 

Fiskerne, ufaglærte, faglærte, arbejdsløse, studerende, alkoholikere, socialt udsatte.

Ingen er en person - alle er en gruppe. 

Folk skal selv ville det, folk skal selv ville leve deres liv. De skal forstå, at deres problemer er deres problemer. De kan ikke vente på, at nogen skal løse dem for dem. De skal forstå, at der er en vej for dem - at de kan gøre det. De kan selv. De skal selv. Nej....... VI kan selv, VI skal selv!

Jeg kan godt lide at have for meget at lave, for så får jeg gjort meget. Jeg har det nemlig med at udskyde ting til sidste øjeblik, og når jeg kun har få ting der skal nås, så får jeg heller ikke gjort så meget. Det er bedre med for mange deadlines, fordi så er der hele tiden deadlines der skal nås. Jeg kan slet ikke fungere ordentlig hvis jeg har for lidt at lave. 

Nogen gange så tager jeg nogle opgaver eller udfordringer som jeg ikke helt lige ved hvordan jeg skal finde tid til eller om jeg overhovedet kan få det gjort. Det er ved sådanne situationer jeg ikke skal lade min frygt styre mine handlinger, frygten for at fejle, frygten for at se dum ud og frygten for at tabe ansigt. Uanset hvor meget jeg har at lave, så er der altid et sted begynde, og når man først går i gang så er man i gang. Ligesom at stå ved startstregen og bare tage det første skridt, for så er man i gang, og så er man da i gang. 

I kender det måske selv, når man står der og har for mange ting at lave og man kan ikke overskue det, så vokser opgaverne indtil det er helt umuligt at forestille sig hvordan man i alverden skal få det gjort. Der har jeg lært et par trick, hvor jeg siger ”Ajunngilaq, allatutut ajornaqaaq” eller hvor jeg på dansk nogen gange siger ”F*ck det, jeg gør det sq bare”. 

Det er ikke fordi jeg er uopmærksom på konsekvenserne hvis jeg fejler, eller hvis ikke jeg når en deadline. Det er bare nogen gange at en situation er uholdbar, og så skal man stole på ens held. Ligesom Thomas Jefferson, så er jeg en stor tilhænger af held, og jeg oplever tit at jeg får mere held jo hårdere jeg arbejder. 

Men det er også nu jeg skal lave mine fejl, det er nu jeg skal lave så mange fejl som jeg overhovedet kan. Ikke med vilje naturligvis. Jeg oplever at jeg lærer meget mere ved fejl end ved succes. Jeg startede tidligt med at satse, at gætte, at prøve lykken. Det er vigtigt at tage ansvar for det fejl man laver for at man kan lære noget af den. Man skal ikke prøve at redde den, man skal ikke prøve at skjule at man har lavet fejl. Man skal forsøge at rette den, og hvis ikke man kan det, så skal man finde en der kan hjælpe en med at rette den. Nogen gange lærer man ikke hvorfor det gik galt, men hvad der gik galt. Så ved man hvad man skal være forberedt på næste gang, for man laver sikkert en fejl igen. Og man bliver ved med at lave fejl indtil man forstår hvorfor. 

Det jeg vil sige er: I Grønland har vi brug for mere held. 
Lad os gøre det sværere at tabe ansigt, sværere at se dum ud. Det er nemlig noget vi kan gøre, og det er meget enkelt: Lad være med at grine af folk der laver fejl, lad være med håne folk der laver fejl. Vilje og ideer er så skrøbelige, lad være med at håne dem i deres spæde begyndelse. Så ser vi at vi lærer mere, og jo mere vi lærer jo længere flytter vi grænsen for hvad vi kan. 

Det er okay at se dum ud, det er okay at lave fejl. Bare man laver noget. Bare man er i gang. 
En ærens mand kom op til Skt. Peter i himlen, og sagde: "Jeg har ingen ar, jeg er ren, må jeg komme ind i himlen?" Skt. Peter spurgte ham: "Var der da ikke noget der var værd at kæmpe for?" 

Men virkeligheden er at jeg har flere spørgsmål end svar. 
Hvad er det for et land vi vil have?
Hvad for et liv ønsker vi at børn skal leve?
Hvad er formålet med landet Grønland? 
Hvad er politikernes rolle? 
Jeg vil gerne havet et land, hvor vi har et selvstændigt folk. Det betyder nødvendigvis ikke at vi har et selvstændigt land. Et selvstændigt folk betyder at folket er ansvarlige for dem selv, at det selv vælger det liv det vil leve, og ved at kun ved at arbejde for dem selv, kan de opnå det liv de ønsker. Alle er en person, og ingen er en gruppe. 

Kommentarer