Mandag, august 12, 2013 - 14:27

Blog af Hans Peder Kirkegaard

Hans Peder Kirkegaard - min opvækst

 

Fulde navn: Hans Peder Maassanguaq Cortzen Kirkegaard
Alder: 27
Nuværende bosted: København
Opvokset i: Ilulissat
Primær beskæftigelse: Studerende
Fritidsinteresser: Meget af min fritid går til Avalak, dog er jeg rigtig glad for Film og går ofte i biografen.
Det handler min blog om: Tanker og ideer, for det meste mine egne. Da meget af min tid bliver brugt på Avalak vil der være noget om det at være en grønlandsk studerende i Danmark.

Seneste af Hans Peder Kirkegaard

Hvem er jeg? Del 1

Jeg vil starte med at beskrive to oplevelser fra min tidlig teenageår der har været med til at definere mig, som jeg stadige tænker tilbage på.

Jeg blev født kl. 09.45, den 11. januar 1986 i Ilulissat Sygehus. Så boede jeg i Illumiut 56 indtil 1999, hvor mine forældre og jeg flyttede til Upernavik. Jeg er den yngste af 4 søskende, der er henholdsvis 11 og 10 års forskel mellem mine storebrødre og 2 års og 3 ugers forskel mellem min søster og jeg. Så mine brødre var allerede flyttet ud af reden, men min søster blev i Ilulissat da hun snart var færdig med folkeskolen og skulle i gang med GU. Det var hårdt i at flytte til Upernavik både for mig og mine forældre. Jeg havde svært ved at finde venner, og var lidt indelukket. For at jeg ikke skulle have det for hårdt, så blev jeg lidt forkælet af min forældre.

Måske en af grundene til at jeg var indelukket og havde svært at finde venner var fordi at jeg var tryg når jeg var hjemme. Jeg foretrak at være hjemme og være med mine forældre. Min far og jeg kunne i timevis snakke om fysik, rum og videnskab, min mor er venlig og kærlig og sørgede for at jeg aldrig manglede noget. Vores gæster fik aldrig lov at gå uden at have spist lidt mad og kage. Når jeg blev mobbet i skolen, kom jeg altid hjem til en mor og far der elsker mig og trøstede mig. Min far ville fortælle om at det var lige meget hvad der blev sagt, vores familie har altid være lidt tykke i det, så det er okay. Min mor lavede noget lækkert til aftensmad, og så sad vi tre og spiste. Når det var weekend fik jeg penge til at købe en ny film og noget snacks.

En gang kom jeg grædende hjem direkte fra gymnastik, vi havde gymnastik om morgenen, så jeg pjækkede fra resten af dagen. Jeg ringede til min mor på hendes arbejde, hun sagde at jeg bare kunne blive hjemme, der var cola i køleskabet, så ville hun købe lidt lækkert når hun fik fri. Min far ringede til skoleinspektøren og sagde at jeg bliver hjemme resten af dagen. Min far spurgte mig så hvad der var sket. En fra min klasse havde mobbet mig, og jeg havde forsøgt at ignorere det og han var så begyndt at sparke mig og skubbe, så jeg tog hjem. Jeg græd ikke foran klassen, og jeg smilte bare. Til aftensmaden om aftenen, så fortalte min far at skoleinspektøren har sagt det til min klasselærer, og jeg kunne komme i skole igen næste dag. Jeg sagde ellers at jeg ikke ville, jeg ville bare blive hjemme. Min far sagde at man ikke bare kan gemme sig fra det man var bange for. Min mor sagde, at hvis han forsøgte at drille mig igen, selv efter klasselæreren havde snakket med ham, så skulle jeg bare slå tilbage. Det var første og eneste gang min mor sagde at jeg måtte slå. Hun havde ellers altid sagt at jeg bare skulle ignorere ham, at han ikke betød noget.

Men jeg tror, hun mente at der var en grænse, og nogle gange så skulle man slå igen. Sandt nok, frikvarteret efter klasselærerens snak, så gik han til mig og begyndte at håne mig og skubbe til mig, har du sladret? din lille kujon, mors dreng. Han skubbede til mig igen, og jeg tog fat i ham og hen til hjørnet, slog ham fem-seks gange på ryggen. Jeg kunne se på frygten i hans øjne, at det havde han ikke regnet med. Jeg gav slip på ham og gik. Min eneste ven i Upernavik gik med mig, og han synes det var så sejt, og grinte af drengen der havde drillet mig. Jeg ved ikke helt hvordan jeg havde det. Måske følte jeg at jeg havde genvundet min ære. Jeg gik udenfor, og da jeg så drengen igen, gik han med sin fætter der var nogle år ældre end os. Han spyttede på mig, men han gemte sig ved sin fætter. Jeg gjorde ikke noget og ignorere ham bare. Han mobbede mig aldrig igen.

Min far og jeg så engang en western sammen, og jeg kunne ikke helt forstå hvorfor John Wayne sådan kæmpede mod de onde hele tiden. Min far sagde til mig: "Nogen gange, så er det vigtigste en mand har, det er hans ære." 

Kommentarer