Onsdag, marts 12, 2014 - 10:31

Blog af Jon Burgwald

Greenpeace går nye veje

 

Fulde navn: Jon Burgwald
Alder: 30
Nuværende bosted: København
Opvokset i: København
Primær beskæftigelse: Arktis-ansvarlig, Greenpeace i Danmark.
Fritidsinteresser: mit arbejde, vinylplader, vandreture, badminton, engelsk og spansk fodbold samt alverdens mad og drikke.
Det handler min blog om: Jeg vil blogge om de mange vigtige miljøspørgsmål, der knytter sig til efterforskningen- og udnyttelsen af mineraler og råstoffer i Grønland og det øvrige Arktis. Dele og debattere den nyeste viden og mine personlige tanker.

 

Normalt beskæftiger vi os helt snævert med at tale miljøet og klimaets stemme, men i overmorgen bevæger Greenpeace sig ind på nyt territorium. De sidste par år har det nemlig været som om, at der har manglet noget i forbindelse med vores arbejde i Grønland.

Jeg bliver ofte spurgt om, Greenpeace bare ønsker, at Grønland skal være et naturmuseum, og at det grønlandske samfund ikke må udvikle sig. Det er desværre en argumentation, som ikke kun bliver brugt over for os, men generelt bliver brugt for at nedgøre kritikere af konkrete mine- og olieprojekter. Nogen gange føles det som om, at hvis man blot er kritisk over for et projekt eller vilkårene, det er på vej til at blive godkendt under, ja, så er man imod udvikling i Grønland.

Men det argument er ikke sundt, hvis man skal have en god debat om, hvilken vej Grønland skal gå og hvordan man kan sikre den nødvendige udvikling på den mest bæredygtige måde – både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Der er brug for, at man kan diskutere udviklingen i Grønland på et mere overordnet plan, uden at enhver kritisk røst bliver skudt i skoene at være imod udvikling generelt.

Det er på den baggrund, at Greenpeace på fredag i Katuaq kl. 16.30-18.00 præsenterer en rapport udarbejdet af Rambøll. Rapport går ind og analyserer vækstpotentialet inden for fiskeriet, turismen, minedrift, landbrug og fangst frem mod 2025.

Den giver et grundigt overblik over, hvor erhvervene står i dag og hvilke initiativer, der er planlagt. Ikke mindst giver den konkrete forslag og inspiration til, hvordan der kan skabes flere indtægter til gavn for samfundsudviklingen i hele landet.  Samtidig undersøger den også, hvordan de forskellige sektorer påvirker miljøet og kommer med anbefalinger til, hvordan man skaber vækst samtidig med, at man værner om miljø og natur.

Resultaterne er langt mere positive, end jeg havde turdet håbe på, og mit håb er nu, at analysen vil bidrage til den i den grad igangværende debat omkring, hvilken vej Grønland skal vælge for at skabe udvikling.

Når Rambøll på fredag præsenterer rapporten i Katuaq, inviterer vi alle indenfor. Efter en kort fremlæggelse vil der være paneldebat med Vittus Qujaukitsoq, Naaja Nathanielsen, Knud Kristiansen, Mikkel Myrup, Henrik Seiding fra Rambøll og mig. Mariia Simonsen er ordstyrer. Jeg håber en masse af jer har lyst til at komme og lytte og tage del i diskussionen. Vi ses!

Kommentarer