Tirsdag, juni 2, 2015 - 05:47

Blog af Jon Burgwald

Fejlslagen høring om den skjulte oliejagt

 

Fulde navn: Jon Burgwald
Alder: 30
Nuværende bosted: København
Opvokset i: København
Primær beskæftigelse: Arktis-ansvarlig, Greenpeace i Danmark.
Fritidsinteresser: mit arbejde, vinylplader, vandreture, badminton, engelsk og spansk fodbold samt alverdens mad og drikke.
Det handler min blog om: Jeg vil blogge om de mange vigtige miljøspørgsmål, der knytter sig til efterforskningen- og udnyttelsen af mineraler og råstoffer i Grønland og det øvrige Arktis. Dele og debattere den nyeste viden og mine personlige tanker.

 

Det kan godt være, at boreriggene bliver væk fra Grønland de her år, men alligevel vender oliejagten hver eneste sommer tilbage til landets farvande med et brag. I mandags deltog jeg i Selvstyrets eneste høringsmøde, som bliver afholdt i forbindelse med sommerens planlagte seismiske undersøgelser ud for de grønlandske kyster. Seismik er et tidligt stadie i olieefterforskning, hvor man skyder kraftige lydbølger mod havbunden for at finde tegn på olie eller gas i undergrunden.

De høje lydbølger kan potentielt forårsage skader på hvaler og andre havpattedyr, og hverken selskaberne bag eller uvildige eksperter har endnu fuld forståelse for, hvordan de øredøvende lyde kan føre til både fysiske skader på følsomme havpattedyr og få eksempelvis hvaler til at ændre adfærd.

Oliejagten er gemt væk under havoverfladen, men konsekvenserne kan ikke desto mindre være fatale. Mads Peter Heide-Jørgensen, seniorforsker ved Grønlands Naturinstitut kædede blandt andet 200 narhvalers død i 2009 og 2010 sammen med seismiske undersøgelser i Baffin Bugten.

Til sommer vil det norske firma TGS NOPEC gennemføre omfattende seismiske undersøgelser i Nordøstgrønland, og en stor del af lydbombardementet vil foregå i et område, som de grønlandske myndigheder har vurderet som særligt sårbare.

De fjerntliggende områder har fået den særlige status, fordi de er vigtige for hvalrosser og en række hvalarter. Derfor er det ekstra kritisk, at man nu formentlig for femte år i træk vil tillade seismik i direkte modstrid med de retningslinjer, man selv har stillet op – uden på noget tidspunkt at undersøge konsekvenserne af seismikken de foregående fire år.

Netop derfor var mandagens høring komplet forfejlet. Almindelige mennesker har ingen som helst chance for at sætte sig ind i detaljerne i det fremlagte seismikprogram. Det er en diskussion, der i den grad savner et oplyst grundlagt, og samtidig en diskussion, som først burde finde sted efter en langt mere principiel diskussion af, hvorvidt man overhovedet skal tillade seismik i sårbare områder.

Det kom også til udtryk under høringen i Katuaq. Der var meget, meget få borgere der deltog (nok også fordi Selvstyret havde valgt at ligge det anden pinsedag og undlod at annoncere mødet i medierne), og der blev kun stillet ét eneste spørgsmål, som ikke kom fra en NGO eller embedsmand.

Det er på tide, at Selvstyret gentænker borgerinddragelsen, så man ikke springer de principielle diskussioner over og beder folk tage stilling til noget, som selv ikke de fremmeste eksperter til bunds kender konsekvenserne af. Ellers er det alt for nemt for de udenlandske selskaber blot at fortsætte den dybt problematiske olieefterforskning hen over hovedet på den almindelige befolkning.

Til sommer fortsætter jagten i Nordøstgrønland, men hverken Selvstyret, eksperter eller befolkningen ved, hvor høj prisen kan blive for livet i havene langt fra Nuuk. En fejlslagen høring gjorde ingen klogere.

Kommentarer