Mandag, juli 22, 2013 - 10:30

Blog af Allan Chemnitz

Made in Greenland

 

Fulde navn: Allan Schmidt Chemnitz
Alder: 51
Nuværende bosted: Nuuk
Opvokset i: Nuuk, Sisimiut og Danmark
Primær beskæftigelse: Product Manager i TELE-POST og kursusafholder i Thai Yoga
Fritidsinteresser: Personlig udvikling, Meditation, Mental og fysisk sundhed, Innovation, Iværksætteri.
Det handler min blog om: Jeg blogger om iværksætteri og udvikling på et personligt plan, i erhvervslivet og i samfundet. Med min blog håber jeg at inspirere den næste generation entreprenører, vækstmagere, innovative gamechangere som kan skabe nye jobs og sikre Grønlands fremtid?

Så længe jeg har levet, har jeg hørt folk sige. Det kan ikke lade sig gøre. Det er for dyrt, for besværligt, vi er ikke gode nok, vi er for langt væk fra markedet. Selv Royal Greenland har placeret deres produktion i udlandet og har vel i realiteten ikke længere hovedkvarter i Grønland, men i Aalborg. Så hvor grønlandsk er Royal Greenland, når det kommer til stykket? Det er efter min mening ikke 'Made in Greenland'. Derimod er råvarerne hentet i Grønland. Det samme bliver vel også tilfældet med råstofferne, når det får fart på og de store penge begynder at fosse ud af landet?

Jeg vil gerne slå på tromme for, at vi fremmer alt, hvad der er Made in Greenland. Et selvstændigt Grønland skal producere så meget som muligt. Intet er umuligt. På grønlandsk har vi et ordsprog, der hedder 'Uppertunut ajornartoqanngilaq', Intet er umuligt for den, som tror. I den kontekst vil jeg meget hellere kaldes naiv og forsøge, fejle end at beklage mig, når multinationale selskaber trækker sig tilbage, når råstofferne er tømte.

Der er allerede nogle gode eksempler som skal fremmes og støttes, ikke offentligt, men af hjemmemarkedet i Grønland. Her tænker jeg blandt andet på Qiviut i Sisimiut, Bibi Chemnitz. Stor ros til dem og mange af vores unge tøjdesignere.  Husk nu at spise grønlandsk. Ta’ på Kalaaliaraq minimum to gange om ugen. I stedet for at spise kylling af burhøns og penicillin befængte grise skal vi spise fisk, sæl, rensdyr og moskusokse. 

Jeg kender en fantastisk thailandsk kok, som har hjulpet mig med at eksperimentere med grønlandske opskrifter. Resultaterne var intet mindre end fantastiske. Selv sælkød smager intet mindre end fantastisk, når han laver det. For dem, der ikke kan lide sælkød. Smagen kan faktisk godt fjernes. Et af de produkter vi eksperimenterede med var Meat Snacks af moskusokse, rensdyr, sæl og fisk. USA er storimportør af okse Jerky fra New Zealand.

Desuden kunne man fremstille tørfoder af sælkød til hundemad. Spæk kunne centrifugeres og laves til Omega 3-piller, sådan som man gør i Norge. Skindet kunne man skrælle hårene af, maskintørre dem og producere gnavestykker til hunde.

Jeg vil udfordre de grønlandske kommuner.

På New Zealand har laver man undertøj af Merino-uld. Icebreaker er mærket, som i dag er verdenskendt og kan ligefrem købes i sportsbutikkerne i Nuuk. Merino-uld er fantastisk, men moskusokse qiviut er bedre. Hvad kan vi lære af Icebreaker?

Hvorfor har vi ingen moskusokse farme endnu? Hvorfor har vi ikke et tøjbrand, når man kan have 5-6 internationale tøjbrands på Island, og har I bemærket, at de norske tøjbrands bruger grønlandske navne? Der er et kæmpe potentiale i at bruge branding, og nordmændene gør det lige for næsen af os. 

Hvorfor bliver der ikke produceret tæpper og gulvtæpper af grønlandsk uld, når man alt kan styres af computere i dag? Ved at tænke kreativt og ved brug af teknologien kunne vi producere handsker, strømper, undertøj designet til vores klima. 

Er det, fordi vi mangler visioner? Er det, fordi vi er nogle tøsedrenge, eller er vi ganske enkelt for dårlige eller for dovne? Islændinge kan gøre det. nordmændene kan, new zealændere kan. Man skal ikke bilde mig ind, at vi ikke kan. Selvfølgelig kan vi, hvis vi vil. 

Kommentarer