anbefaling
Biologerne fraråder vinterjagt på rensdyr
Grønlands Naturinstitut anbefaler ikke vinterjagt på rensdyr i 2015
Biologerne på Grønlands Naturinstitut fraråder vinterjagt på rensdyr i 2015.
Det sker i deres høringssvar til Departementet for Fiskeri Fangst og Landbrug.
- Grønlands Naturinstitut anbefaler ikke genåbning af vinterfangst på rensdyr på Nuussuaq-halvøen og i Naternaq, Kangerlussuaq‐Sisimiut, Akia‐Maniitsoq, Ameralik, Qeqertarsuatsiaat, Qassit, Neria og Ivittuut/Jagtregion 11, skriver Naturinstituttet i deres høringsvar til selvstyret.
Høringen handler om genåbningen af vinterjagt på rensdyr i andre områder end Inglefield Land / Prudhoe Land og Olrik Fjord ved Thule-området samt betalingsjagt.
Vinterfangst kan forringe kalverekrutteringen
Ifølge Naturinstituttet er antallet af rensdyr tilsyneladende blevet tilpasset fødegrundlaget, hvor kalveproduktionen er stabil eller tiltagende i de fleste bestande.
- Derfor er der ikke umiddelbart et ønske om en yderligere reduktion af bestandene, skriver instituttet i sit høringssvar.
Videre skriver instituttet, at opretholdelse af de nuværende bestands‐ og rekrutteringsantal understøtter en åben efterårsfangst i flere af jagtområderne i Vestgrønland.
- Vinterfangst - med de forstyrrelser, det medbringer - kan forringe kalverekrutteringen, hvilket er ugunstigt for en fortsat lang åben efterårsfangst, begrunder Naturinstituttet deres anbefaling af ingen vinterfangst.