gå på opdagelse
Billeder: Udforsk Grønland til havs og på land med Google Street View
En række hjemlige byer og bygder samt udvalgte steder kan nu udforskes uden at skulle bevæge sig en meter
Det er nu også muligt at tage på fiktiv opdagelse i en række grønlandske byer og bygder samt udvalgte steder.
Det sker med hjælp af Google og virksomhedens velkendte Google Street View - en metode til at affotografere byer og steder, og som har været på besøg i Grønland sidste år med en såkaldt ’trekker’.
Trekkeren er et mobilt kamerasystem med 15 objektiver, der tager billeder i alle retninger.
Billederne er blevet til takket være Asiaq i et koordineret samarbejde med Visit Greenland, hvor der hen over sommeren er indsamlet mange kilometer med billeder fra de besøgte byer og bygder, og fra i dag af har Google altså gjort billederne tilgængelige online på Google Street View, fremgår det af en pressemeddelelse.
Google Street View er på få år blevet et af de mest populære tjenester på internettet. For den enkelte bruger er Google Street View en oplevelse - som at være der selv - mellem husene, og der kan bruges mange timer på at kigge rundt og opdage nye detaljer.
Godt for alle
Fra Visit Greenlands side har dette projektpartnerskab, som forventes at fortsætte i år også med flere by- og bygdebesøg, været en klar ’win-win-mulighed’ ifølge selskabets direktør, Anders Stenbakken.
- For både internetbrugere, Grønland og Google er samarbejdet en fælles succes. Visit Greenland skal gøre flere turister interesseret i Grønland, og da Google i dag er det primære startsøgested for de fleste internet-brugere, er vi selvfølgelig kun interesseret i, at der er flest mulige brugbare informationer om landet på nettet, siger Stenbakken i en pressemeddelelse.
Google Maps har til formål at opbygge de mest præcise, brugbare og vidtfavnende kort over hele verden, og i den forbindelse spiller Street View-kortene en særlig vigtig rolle.
- Grønland er globalt set særligt interessant på grund af naturen og den klimatiske betydning, så Google har haft stor interesse i at få flere oplysninger om Grønland, lyder det fra begge selvstyreejede selskaber.
Her kan du gå på opdagelse i Grønland:
Tasiilaq, Qaqortoq, Narsaq, Narsarsuaq, Qassiarsuk, Tasiusaq (Sydgrønland), Paamiut, Nuuk, Kapisillit, Ilulissat og Uummannaq.
Hér er over 20 udvalgte steder - typisk uden for byer og bygder
Læs: Google Street View: Flere grønlandske steder på vej
Se billeder og grafik under denne tekst