Students On Ice-ekspidition

Billeder: Stolt over at vise sit land frem

Paninnguaq Boassen fra Sisimiut er hjemvendt fra en enestående ekspedition rundt i Arktis. Højdepunktet var at vise Grønland frem for sine internationale medstuderende og at se tre isbjørne

Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice Students on Ice

WWF Verdensnaturfonden har igen i år sikret, at en grønlandsk studerende kunne deltage i Students On Ice-ekspiditionen, en polarrejse fra den østlige del af det arktiske Canada til Vestgrønland.

I løbet af 15 dage i juli kom de i alt 85 internationale studerende tæt på naturen, dyrelivet og kulturen i den arktiske verden, og de fik ny viden om de udfordringer, som klimaforandringerne skaber.

I år deltog to grønlandske studerende. En af dem var den 17-årige Paninnguaq Boassen, som studerer på teknisk skole i Sisimiut, og hun følte, at hun oplevede sit hjemland på en helt ny måde.

- Turens højdepunkt for mig var nok, da vi kom til Grønland. Alle snakkede om, hvor smukt mit land, siger Paninnguaq Boassen, der også selv så nye områder af Grønland, blandt andet Sydgrønland.

- Jeg var også glad og overrasket, da det var min første gang i en sydgrønlandsk fjord. Jeg følte mig bare så meget hjemme.

Et arktisk eventyr
De studerende ankom den 9. juni til Ottawa. Efter tre dages forberedelser, der blandt andet bød på udflugter til Canadas nationalhistoriske museum og det canadiske parlament, tog de flyet fra Ottawa til Kuujjuaq i det nordlige Quebec. Her ventede ekspeditionsskibet og en eventyrlig rejse forude, der startede med besøget til nationalparken ’Torngat Mountains’.

Ekspeditionsdeltagerne mødtes med lokale inuit, som fortalte historier fra hverdagen og livet og om hvordan klimaændringerne har påvirket deres levevis. 16 juni ankom skibet til Naffak Brook og Rose Island, hvor de studerende hikede og tog deres første polardyk i det iskolde hav. Efter to dages rejse over Labradorhavet nåede skibet i havn ved den smukke Tasermiut Fjord i Nanortalik, Grønland. De følgende dage bød på endnu flere spændende naturoplevelser med hiking i Paamiut-området og Evighedsfjorden og et besøg i Inatsisartut i Nuuk.

Under turen fra Nordcanada til Vestgrønland blev der blandt andet spottet rensdyr, sæler og hvaler, men en oplevelse, der står særligt klart i de studerendes erindringer, er mødet med det dyr, der af mange betragtes som den arktiske konge. En eftermiddag ud for Nachvak Fiord i det nordlige Canada så de nemlig tre isbjørne.

- Det var en stor oplevelse at se levende isbjørne for første gang. Mange troede, at bare fordi jeg er grønlænder, ser jeg isbjørne hver dag. Men virkeligheden er jo, at de fleste grønlændere ikke har set en isbjørn i levende live. Alligevel overraskede det mig meget, at vi så tre isbjørne i Nordcanada, men ingen i Grønland.

Ny viden gav stof til eftertanke
Dagene til søs gav de studerende mulighed for at lære hinanden at kende og udfolde sig kreativt med både sangskrivning, historiefortælling og inuit-lege.

Under turen blev der afholdt workshops, hvor de studerende blandt andet fik besøg af biologer, polarhistorikere og arkæologer, hvis oplæg kastede lys over vidtspændende emner, såsom arktisk historie, geologi, oceanografi og klimaforandringer. De forskellige workshops lagde op til efterfølgende debat, der gav de studerende stof til eftertanke.

- Der var især en debat, som jeg bed mærke i; det var om isbjørne, som havde lært at jage sæler, der solede sig på en kyst eller isflage. Der var nogen, der snakkede om, at de havde set en isbjørn svømme stille hen mod en sæl, og når den var kommet tæt nok på, hoppede den op og slog sælen ihjel. Det giver jo håb for, at isbjørnene kan leve videre, selvom isen er ved at forsvinde, men der var også nogle, der mente, at det ikke var muligt for isbjørnene at jage uden is at gå på. Så det, synes jeg, var en interessant debat.

Et håb for fremtiden
Paninnguaq Boassen har siden ekspeditionens afslutning fået blod på tanden og vil fremover selv opsøge mere viden om miljøet og de menneskeskabte klimaforandringer. Det er hendes håb, at den yngre generation kan være med til skabe en mere bæredygtig fremtid, hvor udvikling går hånd i hånd med omtanke for naturen.

- Noget af det vigtigste jeg har fået med fra turen, er nye kontakter, som jeg kan bruge til at lære endnu mere. Jeg er meget taknemmelig for de erfaringer, jeg har gjort mig på turen og er sikker på, at jeg vil bruge den naturvidenskabelige viden fremover.

- Jeg tror, min generation kunne hjælpe til med at undervise befolkningen om de nye problemer omkring klimaforandringer og starte projekter, der fører til handling i stedet for bare snak. Man siger jo, at en gammel hund ikke kan lære nye tricks, så min drøm er, at min generation - og de yngre generationer - kan lære, hvordan vi kan hjælpe naturen, så de næste generationer ikke står tilbage i en ødemark.

Students On Ice planlægger ny arktisk ekspedition i 2015, som vil komme til at forløbe fra d. 27 juli til d. 16. august. I den forbindelse håber WWF verdensnaturfonden igen at gøre det muligt, at studerende fra Grønland og Nunavut kan komme med på rejse ind i den arktiske verden.

Artiklen er bragt i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

Se billeder under denne tekst

Powered by Labrador CMS