Ilulissat

Bestyrelsen bag multiarena søger nye fonde

For at realisere drømmen om en multiarena i Ilulissat søger bestyrelsen bag projektet nye veje til at skaffe penge. Den vil nu indgå i et tæt samarbejde med kommunen og selvstyret.

Drømmen om en multiarena i Ilulissat lever endnu

- Vores mål er stadig at få bygget en 11-mands, Fifa-godkendt, overdækket fodboldbane.

Det siger formanden for bestyrelsen bag multiarena-projektet i Ilulissat, Niels Davidsen, til Sermitsiaq.AG.

Han oplyser, at bestyrelsen har holdt møde med Avannaata Kommunia om projektet.

- Her blev vi enige om at arbejde tættere sammen, så vi kan realisere multiarenaen. Samtidigt skal kommunen holde møde med Selvstyret senere på måneden, og her vil de blandt andet drøfte projektet. Vores håb er, at selvstyret vil hjælpe med at finde fonde, der kan finansiere projektet, fremhæver Niels Davidsen.

Læs: Multiarena-drøm tæt på vigtig beslutning

Han siger, at bestyrelsen skal udvides med et medlem, udpeget fra kommunen.

- Avannaata Kommunia er også opsat på at få projektet realiseret, og vi er blevet garanteret fra kommunen, at de vil finansiere 10 millioner kroner. Det, vi mangler, er at få garanti fra Lokale og Anlægsfonden, der tidligere har været villig til at yde 10 millioner kroner, siger Niels Davidsen.

Bygningen af multiarenaen er blevet vurderet til at koste omkring 140 millioner kroner. Meget afhænger dog af, at der bliver fundet en fond eller flere fonde, der kan dække beløbet.

- Hvis vi kan få omkring 60 millioner kroner fra fonde, kan det være, at vi skal nøjes med at bygge en 9-mandsbane. Så projektet afhænger meget af, hvor mange fonde der vil være med til at realisere vores drøm, lyder det fra Niels Davidsen.

Powered by Labrador CMS