uvejr i Danmark
Beredskabet i Danmark er femdoblet
Beredskabsstyrelsen er klar til at rykke ud med ekstra mandskab, hvis stormen Bodil viser sig at blive voldsom
Beredskabsstyrelsen i Danmark har sat ekstra kræfter ind, så de er klar til at håndtere de skader, som stormen Bodil kan forvolde.
Meteorologerne har varslet om vindstød, der kan nå op til orkanstyrke.
Normalt er der 15 mand på vagt i hvert beredskabscenter rundt omkring i Danmark. Bemandingen er nu oppe på 65 denne torsdag.
- Nu har vi flere hænder til at gøre det, og så kan vi rykke ud med flere køretøjer samtidig, siger souschef hos Nationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen Lars Schou til Ritzau.
Læs "Storm rammer Danmark med vindstød af orkanstyrke"
De forskellige beredskabscentre ligger i Thisted, Herning og Haderslev i Jylland. Der er et enkelt i Næstved og et i Allinge på Bornholm.
Der er desuden i anledning af stormen placeret enheder i Odense og på Rømø.
- Så er vi tættere på, hvis der sker noget, og så er der ikke så langt at køre, siger han.
Beredskabsstyrelsen rykker ud, når kommunernes beredskab ikke er tilstrækkeligt til alle de skader, som stormen forårsager.
Ved den voldsomme storm i oktober rykkede Beredskabsstyrelsen ud til 43 steder. Det var kommunernes beredskab, der stod for størstedelen af redningsarbejdet.
De ekstra medarbejdere i Beredskabsstyrelsen skal være parate, hvis politiet eller det kommunale beredskab kalder på dem.
- Det, vi typisk rykker ud til, er væltede træer og nedstyrtede tage. Hvis der er oversvømmelser, lægger vi sandsække ud og pumper vand væk, siger souschefen.
Derudover afstiver de bygninger eller gavle, der er ved at styrte sammen.
Fordi der er varslet om stormflod, er der nu gjort et stormflodsberedskab klar.
- Fordi der er stormflodsberedskab, har vi deployeret flere styrker ud, så vi er tættere på. Det var der ikke i oktober, siger han.