jeres spørgsmål
Ind til benet: Rasmus Dalsgaard Andersen om Demokraternes politik
Her er en serie korte svar på spørgsmål fra jer læsere til de 17 folketingskandidater. Her er det Rasmus Dalsgaard Andersen fra Demokraterne
Sermitsiaq.AG's brugere har stillet en bunke spørgsmål til folketingskandidaterne, hvoraf redaktionen har udvalgt de bedste.
Kandidaternes svar og politik bliver udgivet, efterhånden som de svarer. Svarene er forkortet og redigeret af redaktionen, når de overskrider en vis længde.
Hvilken statsministerkandidat vil du pege på? (1. Navn / 2. Det vil jeg ikke svare på)
- Skulle det usandsynlig ske, at Demokraterne sidder med det afgørende mandat, så vil pege på den kandidat, der vil give os mest mulig indflydelse (svar forkortet red.).
Vil du forsøge at genforhandle selvstyreaftalen med Danmark, hvis du kan få mulighed for det?(Ja eller nej)
- Nej, nu har vi indgået en aftale, og den må vi holde os til. Nej til kortsigtede lappeløsninger.
Danmark har ført flere usuccésfulde krige. Bør Grønland øge større indflydelse på rigsfællesskabets forsvarspolitik for eventuelt at stoppe flere aktioner med dansk medvirken?
- Nej jeg vil ikke blande mig i, hvad Danmark har af missioner i Mellemøsten. Jeg ønsker en øget indsats her i Arktis hvad angår uddannelse og beredskab (svar forkortet red.).
Hvordan vil du få de mange uddannede grønlændere tilbage fra Danmark?
- Ofte får de, der kommer tilbage efter endt uddannelse, ikke en god behandling. Jeg vil arbejde for bedre kontakt mellem de grønlandske virksomheder og de studerende (svar forkortet red.).
Er der forbedringer for grønlændere i Danmark, som du mener er særligt vigtige at arbejde for?
- Jeg vil arbejde for en bedre modtagelse i Danmark. Hedder man Ali, er der et helt hav af integrationstilbud, men hedder man Benjamin eller Sakæus, så er man overladt til sig selv (svar forkortet red.).
Mener du, der skal fjernes grænsehindringer i rigsfællesskabet (ja eller nej), og hvilke er vigtigst for dig at fjerne?
- Demokraterne er et liberalt parti og ser derfor positivt på at fjerne enhver form for grænsehindring (svar forkortet red.).
Vil I udvikle rigsfællesskabet? (Ja eller nej) (Hvordan?)
- Ja, jeg vil arbejde for et tættere samarbejde med Danmark, især vil jeg arbejde for opdatering af gammel lovgivning, som i mange tilfælde er håbløst forældet på grund af dansk berøringsangst (svar forkortet red.).
Mener du, at Aleqa Hammonds folketingskandidatur er berettiget? (Ja eller nej)
- Nej, de beskyldninger, der er nu, bør afklares, før hun kan stille op. Det ville være en sand katastrofe, hvis hun bliver dømt for underslæb eller bedrageri, mens hun sidder i Folketinget.
Se også:
Aleqa Hammond om Siumuts politik
Martha Abelsen om Siumuts politik
Randi Vestergaard om Demokraternes politik
Erik Jensen om Siumuts politik
Poul Hansen om Demokraternes politik