fodbold

Bendtners fremtid synes afklaret

Nicklas Bendtner vil gerne blive i Rosenborg. Og Rosenborg vil gerne beholde den danske landsholdsangriber.

Sådan lyder budskabet fra Rosenborgs bestyrelsesformand, Ivar Koteng, som ikke kan lokkes af mange millioner.

- Vi vil beholde Nicklas. Han vil blive i Rosenborg. Derfor handler det ikke om, hvor stort buddet er, siger Ivar Koteng til Adresseavisen.

Den norske avis har interviewet Rosenborg-bossen inden juleferien, og klubben er parat til at afvise eventuelle bud på Bendtner i januars transfervindue.

- Mit indtryk er, at Nicklas vil blive, og jeg tror også, at vi får lov til at beholde ham. Rosenborg er heller ikke i nogen form for pengemangel.

- Hvis vi en dag skulle sælge, vil det derfor ikke handle så meget om penge, forklarer Ivar Koteng.

29-årige Bendtner var med til at føre Rosenborg til det norske mesterskab i denne sæson, og han blev også ligatopscorer med 19 mål.

Bendtner skrev i sidste uge på Instagram, at han har meget at takke Rosenborg for efter skiftet til den norske klub i marts.

- Jeg sidder og tænker over, hvordan jeg skal beskrive sæsonen. Jeg tror, det er første gang i min karriere, at alt er gået, som jeg havde håbet og planlagt.

- Det er faktisk første gang, at jeg ikke behøver at bekymre mig over noget som helst. Jeg nyder øjeblikket og forbereder mig til næste udfordring, skrev Bendtner på Instagram.

Powered by Labrador CMS