Bedre samarbejde skal stoppe selvmord

Personer truet af selvmord, skal ikke længere være kastebold i systemet

Selvstyret arbejder på at skabe en sammenhængende indsats i forbindelse med selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstrusler. Det fremgår af et svar på et §37-spørgsmål stille at Tillie Martinussen (Sam).

- Departementet for sundhed og forskning er på landsplan pt. i gang med at implementere handlingskæder i forbindelse med selvmord, selvmordsforsøg og selvmordstrusler. Dette sker i samarbejde med kommunerne, politiet og sundhedsvæsenet, fremgår det af svaret.

- Der er brug for en koordineret indsats i forhold til handlingskæder, så borgere ikke bliver kastet rundt i systemet, og kan få hjælp langt hurtigere end de får i dag.

Intet akutberedskab i Tasiilaq

Personalet på de forskellige områder bliver uddannet i at tale med borgere med selvmordstanker, så de bliver bedre til at vurdere, hvor stor risikoen er for at den pågældende gør alvor af truslerne.

Tillie Martinussen (Sam) har specifikt spurgt ind situationen omkring selvmord i Tasiilaq. Her fremgår det af svaret, at der ikke er noget akutberedskab i tilfælde af selvmord eller selvmordsforsøg. Der er dog udarbejdet landsdækkende retningslinjer for selvmordsforsøg og -trusler. Her fremgår det, at en læge skal foretage en risikovurdering.

- Skønnes der at være en reel risiko for at patienten vil effektuere sin trussel, skal patienten indlægges, fremgår det af retningslinjerne.

Hvis der derimod er tale om en trussel, som er udtalt i affekt og som den pågældende tydeligt tager afstand fra, kan den pågældende hjemsendes med et tilbud om en samtale inden for en uge.

Projekt i Tasiilaq

Specifikt i Tasiilaq blev der i 2016 etableret et projekt, der skal samle indsatserne.

- I 2016 blev der desuden i regi af Naalakkersuisut etableret et projekt, som skulle sætte særligt fokus på Tasiilaq, herunder i forhold til at koordinere og skabe et overblik over allerede eksisterende indsatser i Tasiilaq, fremgår det af svaret.

- Projektet er placeret under en styregruppe med deltagere fra Kommuneqarfik Sermersooq og ressortområderne uddannelse, sundhed og sociale anliggender. På nuværende tidspunkt pågår der et arbejde med at overdrage projektet til Kommuneqarfik Sermersooq.

Powered by Labrador CMS