Bedre muligheder for at skaffe sig boliger

Naalakkersuisut arbejder på at give borgerne bedre muligheder for selv at købe en bolig

Boligmanglen skal bekæmpes ved at man får bedre muligheder for selv at skaffe sig en bolig. Det fremgår af et svar fra naalakkersuisoq for infrastruktur og boliger på et § 37 spørgsmål fra Mikivsuk Thomassen (IA).

Hun spørger om Naalakkersuisut har en samlet strategi for at bekæmpe boligmanglen.

- Naalakkersuisut er i gang med en større boligreform. Boligreformen skal være med til at gøre det lettere for borgerne at boligforsyne sig selv, mens de borgere, der har behov for offentlige udlejningsboliger, stadig skal have adgang til udlejningsboliger, lyder svaret fra naalakkersuisoq Simon Simonsen (S).

For at opnå det mål, er en ny lov om andelsboliger samt om boligfinansiering blevet vedtaget sidste efterår. Naalakkersuisut har derudover til efterårssamlingen fremlagt et forslag til en lov om lån til medbyggerhuse. Som led i boligreformen vil der ligeledes blive udarbejdet en ny lejelov.

- Boligreformen har givet bedre muligheder for at bygge andelsboliger og boliger med boligfinansieringslån. Dette gælder særligt de mindre byer og bosteder, hvor der kan ydes højere lån end i de større byer. Hertil vil det fremlagte lovforslag om lån til medbyggerhuse give borgere bedre mulighed for at boligforsyne sig selv.

Powered by Labrador CMS