videoafhøring

Barn måtte vente 165 dage på en videoafhøring

Børn, der har været udsat for en seksuel krænkelse, kan risikere at vente i 165 dage, før politiet indkalder barnet til en videoafhøring. Det er tilfældet for et barn i Nuuk. Politiets interne regel siger, at en videoafhøring skal være gennemført efter syv dage.

I år er 90 børn blevet videoafhørt af politiet i forbindelse med en sædelighedssag. Grønlands Politi har på grund af de mange sager svært ved at holde fristen på syv dage fra anmeldelse til videoafhøring af de seksuelt krænkede børn.

Afhøring efter 165 dage

I en sag fra Nuuk gik der 165 dage før en pige på 10 år blev videoafhørt, skriver Politiken søndag. Ifølge moderen ønskede forældrene at sende datteren til psykolog, men det blev frarådet af politiet, der ikke ønskede, at man talte om episoden, fordi det kunne påvirke hendes opfattelse af, hvad der var sket.

Chefanklager Morten Nielsen, Grønlands Politi, bekræfter, at politiet helst ser, at man ikke taler med barnet om overgrebet.

- Men hensynet til barnet skal selvfølgelig altid veje tungest, fastslår chefanklageren over for Politiken.

Alvorlige konsekvenser

Bliver ventetiden for lang kan det få alvorlige konsekvenser for barnet, fordi smerten forlænges, påvirker trivslen og barnets udvikling negativt, siger formanden for Red Barnet Jonna Ketwa til Politiken

Chefanklager Morten Nielsen understreger, at der er fokus på at få ventetiden ned, fordi en frisk forklaring er bedre end en gammel.

Antallet af videoafhøringer i Grønland er forholdsvist langt større end i Danmark. Hele sidste år foretog politiet i Danmark 822 videoafhøringer. I år har man hidtil haft 90 videoafhøringer i Grønland.

Powered by Labrador CMS