Banknordik går i offensiven

Banknordik har et erklæret mål om at tage markedsandele fra Grønlandsbanken. Kundejagten er allerede indledt.

Árni Ellefsen, administrerende bankdirektør i Banknordik, oplyser, at banken har en strategi om at udvide sin markedsandel i Grønland.

Banknordik har lagt en offensiv strategi i Grønland. Det oplyser den administrerende bankdirektør i Færøerne Árni Ellefsen til Sermitsiaq.AG.

Banknordik har forretninger i Færøerne, Danmark og Grønland.

Vil øge sin markedsandel

- Vi har en markedsandel på 40 til 45 her i Færøerne. Den er tilfredsstillende, og andelen kan vi næppe ændre. Derimod går vi målrettet efter at få en større markedsandel i Grønland, oplyser bankdirektøren.

Han vurderer, at Grønlandsbanken er fire til fem gange større end Banknordik, og hovedindsatsområdet er derfor at skaffe flere kunder, der kan øge indtjeningen.

Nye digitale løsninger

- Vi har en ny hjemmeside på vej på grønlandsk, dansk og færøsk. Vi ønsker at styrke os over for privatkunderne. Jeg regner desuden med, at vi næste år kan levere en langt bedre og moderne mobil- og netbankløsning, hvor brugervenlighed og funktionalitet er stærkt forbedret, oplyser bankdirektøren.

Indsatsen på at optimere de digitale områder flugter med at gøre banken så effektiv som muligt. Hvor kunden selv kan agere, vil banken spare tid på at hjælpe den enkelte kunde.

Flere ansatte kan komme på tale

Banknordik i Grønland har 18 til 20 medarbejdere ansat, og det kan meget vel ende med at banken skal have flere ansat.

- Hvis det lykkedes os at tage markedsandele og dermed udvide vores forretning i Grønland er vi klar til at øge antallet af medarbejdere, forsikrer Árni Ellefsen.

Banken har fredag offentliggjort sit halvårsregnskab for 2018. Den viser et resultat før skat i Grønland på otte millioner kroner, hvilket er en nedgang på seks millioner kroner sammenlignet med samme periode året før.

Mistede stor kunde

Bankdirektøren oplyser, at nedgangen skyldes tabet af en stor kunde i tredje kvartal 2017. Han er imidlertid fortrøstningfuld over bankens udvikling og peger på den fremgang, der har været fra 1. til 2. kvartal i 2018.

Powered by Labrador CMS