Qaqortoq

Bank-indbrud: En mand har meldt sig selv til politiet

Gerningsmanden bag indbruddene i Grønlandsbanken og Kommune Kujalleq i Qaqortoq har onsdag meldt sig selv til politiet. Han genkendte sig selv på signalementet

Grønlandsbanken og Kommune Kujalleq i Qaqortoq havde natten til tirsdag en ubuden gæst.

Politiet i Qaqortoq truede tirsdag med offentliggørelse af overvågningsoptagelser af gerningsmanden fra banken, såfremt gerningsmanden ikke meldte sig selv til politiet, eller politiet på anden måde fik kendskab til hans identitet.

Politiets trussel om offentliggørelse af en videosekvens fra Grønlandsbanken, der viser gerningsmanden bryde ind i banken, har åbenbart givet pote.

Onsdag meddeler fungerende politikommissær i Politiregion Kujalleq Sîvalêrak' Terkilsen nemlig, at gerningsmanden, en mand i 20'erne, har meldt sig selv til politiet.

Læs: Indbrud i Grønlandsbanken - vidner søges

Manden genkendte sig selv på signalementet
Politiet udsendte tirsdag en beskrivelse af gerningsmandens udseende på baggrund af videosekvenser fra Grønlandsbankens optagelser fra overvågningskameraet.

Sîvalêrak' Terkilsen fortæller til Sermitsiaq.AG, at manden har meldt sig selv til politiet, da han mente, at han passede til politiets signalement af gerningsmanden til indbruddene i Grønlandsbanken og Kommune Kujalleq.

- Men han kan ikke huske selve indbruddene, siger han, da han var fuld, fortæller Sîvalêrak' Terkilsen.

Manden er onsdag efter afhøring og sigtelse for forsøg på indbrud blevet løsladt.

- Men han se frem til et retslig efterspil, siger Sîvalêrak' Terkilsen.

Powered by Labrador CMS