Babygymnastik over internettet

Seks babyer kun iført deres hvide bleer har erobret gulvet i et afsides hjørne af landsbiblioteket i Nuuk.

De nye verdensborgere savler, spjætter og fniser. Lyset er slukket, men skæret fra en projektorskærm tilkoblet en computer oplyser rollingernes blegfede kroppe. På computeren kører telefonprogrammet Skype.

– Dut…dut…dut, lyder den bløde opkaldstone.

Atter forgæves.

– No answer, blinker cursoren for syvende gang.

Ved en computer bag babyerne drager en bibliotekar et suk. Hun giver sig til at rode med kablet til internettet. Det var meningen, at der med video og lyd skulle skypes til en dansk pædagog.

Under "Maji nuan" besøgte hun biblioteket, viste og forklarede øvelser i rytmik- og motorik for de alleryngste. Efter den sunde måned har biblioteket forsøgt at fortsætte aktiviteten med hjælp fra internettet. Og ikke mindst pædagogen, der indtil videre har tilbudt at arbejde gratis.

Niende opkaldsforsøg viser sig at være lykkens gang.

Et videobillede af Christiana Skaarup toner frem. Gnallingegymnasterne fjerner blikkene fra deres nybagte mødre og glaner i stedet på skærmen med den mystiske lyshårede kvinde.

Siddende på et børneværelse i Hellerup nord for København misser Christina Skaarup med øjnene.

– Det er et rigtigt dårligt billede. Meget utydeligt, klager hun.

I den anden ende af Skype-forbindelsen i det mørklagte hjørne af biblioteket går lyd og billede dog tydeligt igennem. Efter et minut går det også bedre i den anden ende. Pædagogen kan nu også se et billede af flokken på biblioteket.

– Nøj, hvor er I mange i dag! Sikken et rend. Dejligt, jubler hun.

Seks mødre smiler tilbage.

Kildrer maveskindet
På grund af manglende omtale var deltagerantallet katastrofalt de første gange i maj, men efterhånden fik flere mødre nys om tumlelegene på biblioteket og dukkede op med deres tumlinge.

– Hvem kigger over kanten. Det gør pelefanten!, synger gruppen.

På toppen af en bogreol popper hovederne fra to teenagetøser og en mandlig bibliotekar op. De stirrer forbavset på den syngende gruppe på gulvet.

– Pelefanten vil så gerne lege med sin nye ven. Og du må gerne røre. Mine store ører. Og så vil jeg høre. Hvem jeg leger med?, lyder det i fælleskor på biblioteket og børneværelset i Hellerup.

Pelefanten, et lyseblåt tøjdyr med en orange snabel ryger på omgang. Imens fortsætter mødrene remsen.

Først besøger Pelefanten Vitus. Så Nivi. Dernæst Edgar… og så… Edgar er blevet henrykt for tøjdyret. Han griber så fint fat, at mor må kildre let på maveskindet, så sønnikes stramme greb løsnes, og pelefanten ryger til Minik. Dernæst Ida og slutteligt Petra.

– Skal vi lege med bolde?, foreslår pædagogen på skærmen.

Alvor bag legen
Babyerne ryger om på maven. Til tonerne af en ny sangremse triller stofbolde frem og tilbage, mens nogle af rollingerne med vekslende held griber dem.

Hele tiden sidder bibliotekaren med et webkamera og filmer skiftevis hver enkelt nuno. Billedet kan pædagogen i Danmark se. Hun kommer med opmuntring, ros og justeringer, hvis hovedet skal ligge anderledes eller ryggen være mere strakt. For der er også alvor bag moroen.

Legene stimulerer de grundlæggende grundmotoriske bevægelser og sanser. Tumlingene lærer at blive set og vente på deres tur.

Den øgede kropsfornemmelse gavner deres rumlige intelligens og koncentrationsevne, så det f.eks. bliver lettere at lære ord.

Gentagelserne i legene skaber tryghed til deres forældre.

– Nå, hvordan går det så med at lave kølbøtter derhjemme?, spørger pædagogen.

– Nja…., væver mødregruppen.

– I skal ikke være bange for at tage fat. Vi laver først en øvelse med hovedet nedad. Grib fat om inderlårene. Husk at støtte i ryggen, opfordrer hun.

Kort efter dingler alle gnallingegymnasterne på hovedet, mens mødrene holder fast i benene.