Ilulissat

Bådulykke: To ældre danske ægtepar er døde - bådfører er stadig savnet

De fire afdøde efter tirsdagens bådulykke ved Appat er nu identificeret. Der er tale om to ældre ægtepar fra henholdsvis Aarhus og Fredericia

De indtil nu to uidentificerede lig efter tirsdagens bådulykke ved Appat nord for Ilulissat er nu identificeret. Der er tale om to personer fra Aarhus - et ægtepar, som sejlede med ægteparret fra Fredericia, som også døde.

- De pårørende er nu blevet underrettet af Østjyllands Politi, fortæller chefanklager Morten Nielsen fra Politimesterembedet i Grønland til Sermitsiaq.AG.

Alle fire personer er i alderen omkring 70 år.

Læs: Fire omkommet ved Ilulissat

Læs: Bådulykke: Dansk ægtepar død - én er savnet

- Vi har desværre ikke fundet den femte person (lokal bådfører, red.) samt båden, som er en Nord Star 26, der er en 26-fods-båd med kabine, oplyser Morten Nielsen.

- Vi vil nu vurdere, hvad vi vil gøre med sagen. Jeg kan endnu ikke oplyse om det videre forløb, siger Morten Nielsen.

Læs: Efter forlis: Omkomne er to mænd og to kvinder

De fire lig blev onsdag morgen fundet ved strandkanten ved Appat. Fra samme område modtog Aasiaat Radio tirsdag aften klokken 20.21 et nødsignal fra båden, der var ved at synke. Politiet i Ilulissat blev straks alarmeret og iværksatte en eftersøgning med helikopter, både og skibe.

Politiet vil i dag, torsdag, fortsætte eftersøgningen af den savnede bådfører og hans båd. Efter politiets oplysninger skulle han sejle de to danske ægtepar fra Saqqaq til Ilulissat.

Powered by Labrador CMS