Avis: Google dækkede over databrud for mange tusinde brugere

Google opdagede i foråret et hul i datasikkerheden for brugere af Google+, men selskabet valgte at tie stille.

Fra 2015 til marts 2018 var oplysninger om flere hundrede tusinde brugere på Googles sociale netværk, Google+, tilgængelig for uvedkommende. Da Google blev opmærksom på det, valgte Google ikke at oplyse brugerne om blottelsen.

Det skriver avisen Wall Street Journal på baggrund af anonyme kilder, der ifølge avisen har kendskab til episoden, samt dokumenter, som avisen er kommet i besiddelse af.

Blottelsen opstod, fordi en fejl i noget software tillod eksterne it-udviklere at tilgå oplysningerne bag profiler i Google+.

I marts 2018 opdagede Googles egne folk fejlen og lukkede hullet. Google-ledelsen valgte dog ikke at oplyse offentligheden eller sine brugere som blottelsen.

Ifølge Wall Street Journals materiale tog ledelsen den beslutning, fordi den frygtede konsekvenser fra lovgivere i USA.

Beslutningen rundede endda topchef Sundar Pichais bord ifølge Wall Street Journal.

Der er ifølge Googles undersøgelse ikke nogen, der har benyttet blottelsen til at hente oplysningerne.

Google har ikke ønsket at give Wall Street Journal en kommentar. Avisen skriver, at det forventes, at Google vil annoncere, at eksterne udvikleres adgang indskrænkes.

Powered by Labrador CMS