Avannaata Qimussersua

Avannaata Qimussersua sendes live i TV

36 deltagere i Avannaata Qimussersua skal dyste om titlen som Grønlands hurtigste slædekusk

Vinderen af Avannaata Qimussersua forventes at passere målstregen ved 14-tiden lørdag. På billedet ses tidligere vinder af Avannaata Qimussersua Ville Siegstad

Den lokale TV-station i Ilulissat Arctic TV sender lørdag i samarbejde med medarbejdere i KNR Avannaa grønlandsmesterskabet i hundeslædevæddeløb Avannaata Qimussersua. Der vil være levende billeder fra start og ankomst.

Læs: Skibet er ladet med hunde

Avannaata Qimussersua bliver afviklet i Ilulissat lørdag klokken 12.00, hvor 36 slædekørere fra Nordgrønland skal køre om kap. Der skal findes en ny grønlandsmester, efter at den flerdobbelte mester Jørgen Kristensen har trukket sig som konkurrencekører.

- Men Jørgen Kristensen vil deltage i den direkte udsendelse og forklare seerne om den rute, slædekørerne skal køre på, og hvad der kan afgøre løbet, forklarer leder af Arctic TV Palle Jeremiassen til Sermitsiaq.AG.

Slædens betydning
Starten går fra Narsarsuaq i udkanten af byen, hvor deltagerne skal køre mod fjeldet Akinnaq, hvor der er en stejl stigning, indtil de kommer til et område med mere jævn terræn.

- Vi får placeret kameraer ved startområdet, hvor seerne vil kunne se deltagerne forfra og bagfra ved starten. Vi får også placeret et kamera på toppen af Akinnaq, der vil følge slædekørerne, indtil de kommer ud af syne, fortæller Palle Jeremiassen.

Der vil gå et stykke tid, inden slædekørerne kommer inden for kameralinsernes rækkevidde. Arctic TV har forberedt indslag, hvor samtlige deltagere bliver præsenteret. Der kommer også et indslag om børnenes Avannaata Qimussersua, der bliver afviklet onsdag eftermiddag.

- Der kommer desuden indslag om forskellen på slæder og forskellen på arbejdshunde og hunde, der bruges til konkurrencer, fortæller Palle Jeremiassen.

Deltagerne i Avannaata Qimussersua forventes at ankomme til målområdet ved 14-tiden lørdag.

Læs artikler om Avannaata Qimussersua her

Powered by Labrador CMS