Indlandsisen

Avanceret radar holder øje med isbjørne - og forskere

Iskerne-projektet på indlandsisen er blevet udstyret med en radar, der holder øje med, om der er isbjørne på vej

Radaren er monteret på toppen af den kuppelformede forskningsstation

Iskerne-projektet i Nordøstgrønland er blevet sikret væsentligt bedre mod isbjørne.

På toppen af den kuppelformede station, er der blevet monteret en avanceret radar, der holde øje med om bjørne - eller andre for så vidt - nærmer sig stationen.

Slår alarm hvis bjørnen kommer
Systemet er så snedigt sat op, at forskerne frit kan bevæge sig i et område på op til 2,2 kilometers afstand fra stationen uden at udløse en alarm.

Men hvis noget passerer en ring i en afstand på mellem 2,2 kilometer og 3,5 kilometer, så udløser det en alarm, og sender automatisk en besked med positionen, retningen og hastigheden til den ansvarlige på stationen. Dermed er der tid til et reagere, hvis en isbjørn er på vej.

Sikkerhed ved dårlig sigt
Radarsystemet holder desuden også øje med alle, der bevæger sig indenfor de 2,2 kilometer. Det skal øge sikkerheden for forskerholdet, hvis nogen skulle miste orienteringen på grund af dårligt vejr. I de tilfælde kan personen findes lynhurtigt.

Systemet er så følsomt, at det ved en test var i stand til at finde en chokolade-bar, som var blevet gemt i området.

Der er mellem 10 og 40 personer, der arbejder på iskappen. I tilfælde af whiteout kan situationen hurtigt blive farlig, hvis man er ude på isen.

Iskerne-projektet går grundlæggende ud på, at bore tværs igennem indlandsisen i Nordøstgrønland for at udvinde en iskerne. Den lange stang af is kan fortælle om, hvordan for eksempel klimaet har udviklet sig igennem tiden.

Powered by Labrador CMS