fiskeri

Atter forsøgsfiskeri efter torsk i Sydgrønland

Naalakkersuisut opretter igen forsøgsfiskeri efter torsk ud for Julianehåbsbugten

Indhandling af torsk
Offentliggjort

Der er igen i 2016 mulighed for at fiske torsk ud for Vestkysten, da Naalakkersuisut har oprettet en kvote på 5.000 tons torsk i det udenskærs område nord for Qaqortup Kangerliumarnga, Julianehåbsbugten.

Bestanden har i en årrække været under genopbygning, men et forsøgsfiskeri startede igen i 2015 for at kunne bidrage til beskæftigelsen langs kysten, forklarer selvstyret i en pressemeddelelse.

Læs: Forskere løser gåden om det kollapsede torskefiskeri

- Vi har valgt at oprette forsøgsfiskeri efter torsk igen i 2016, da fiskeriet er vigtigt for forsyningen af fabrikker langs kysten. Det er også derfor, at vi lægger vægt på, at kvoten kun går til mindre kystnære trawlere og linefartøjer, siger Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangst og Landbrug Karl-Kristian Kruse.

Flere krav
Kvoten vil også være 100 procent landings- og fileteringspligtig.

Formålet med forsøgsfiskeriet er at afsøge området, og derfor vil der blive stillet krav til en geografisk spredning af fiskeriet.

Det er også et krav, at fisken skal landes fersk til fabrikkerne, og at kun grønlandske fartøjer må deltage.

Læs: Torsk er blevet mindre værd

Powered by Labrador CMS