kommunalvalg 2017

Asii satte alle til vægs

IA-borgmesteren i hovedstadskommunen sidder sikkert i sadlen – hun er klar til sin tredje borgmesterperiode

Dronningen af Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, fortsætter som borgmester. Her ses hun i en snak med unge fra Nuuk i Godthåbhallen. Foto: Leiff Josefsen

Borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq har været vidne til en grotesk valgkamp, der næppe forsvinder fra lystavlen lige med det samme.

Trusler om injuriesager, klager til Tilsynsrådet, indstævning af en avis til Pressenævnet og formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen, der med betegnelsen luftkastel uden diplomatisk indpakning vendte tommelfingeren ned overfor hovedstadskommunens ambitiøse byudviklingsprojektet Siorarsiofik.

IA-borgmester Asii Chemnitz Narups politiske trumfkort.

Nu har vælgerne talt.

IA-borgmester Asii Chemnitz Narup, der første gang blev valgt til den politiske toppost i 2008, er klar til at tage fire år mere i borgmesterstolen. Det politiske flertal er sikret i kraft af et samarbejde med Demokraterne, som inden valget, lovede et fortsat samarbejde med IA. En håndfæstning, som Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, på valgnatten bekræfter står ved magt. Begge partier gik i øvrigt frem ved kommunevalget.

- Jeg er taknemmelig for valgresultatet og tolker resultatet som borgernes opbakning til at fortsætte byudviklingsprojektet Siorarsiofik, som ikke mindst vil tilføre Nuuk mange nye boliger. Det er vel i al beskedenhed også en tillid til den måde jeg udøver mit politiske arbejde på. Det er ikke noget, jeg er kommet sovende til. Jeg har intet job ved siden. At være borgmeter er fuldtidsjob. Det er 65 timer om ugen og mange rejser, siger Asii Chemnitz Narup, der hurtigst muligt vil indkalde partierne til drøftelser, men ikke lægger skjul på, at et fortsat samarbejde med Demokraterne er oplagt.

- Vi har opnået mange gode resultater med Demokraterne, siger Asii Chemnitz Narup, der tager hul på sin tredje periode som borgmester.

Demokraternes formand, Randi Vestergaard Evaldsen, der også blev valgt til kommunalbestyrelsen, glæder sig i lighed med Asii Chemnitz Narup til at virkeliggøre de ambitiøse udbygningsplaner.

- Man kan ikke stoppe tilflytningen til hovedstaden. Derfor skal vi sørge for ordentlige forhold. Dermed ikke sagt at alt er på plads nu. Vi skal blandt andet se på finansieringen. Men kursen ændres der ikke ved, siger Demokraternes formand, som mener, at partiets valgsejr skal tilskrives grundig forberedelse og klare politiske mål.

Siumut, der tidligere har haft borgmesterposten i hovedstadskommunen, må endnu engang se sig slået af IA. Men for partiets spidskandidat Martha Lund Olsen var valget dog ikke ubetinget negativt.

- Personlig er jeg naturligvis glad for, at vælgerne har vist mig tillid til en plads i kommunalbestyrelsen. Men for partiet er det træls, at vi gik tilbage. Det skyldes formentlig, at vi ikke havde en tilstrækkelig skarp profil under valgkampen, herunder et bud på en borgmester. Uenigheden om Siorarsiofik har nok også spillet ind, siger Martha Lund Olsen.

Powered by Labrador CMS