høj arbejdsløshed

Asii raser: Sermersooq igen nedprioriteret

- Fremadrettet skal der udarbejdes en langsigtet og sammenhængende arbejdsmarkedspolitik, der tager udgangspunkt i demografi, flyttemønstre og behov for anlæg, siger borgmester Asii Chemnitz Narup, IA

Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq

- Det er tilfredsstillende, at Naalakkersuisut har besluttet at sætte gang i en række initiativer, der skal bekæmpe den høje ledighed. Men det er tankevækkende, at Naalakkersuisut fortsat nedprioriterer Kommuneqarfik Sermersooq, når det gælder bygge- og anlægsopgaver.

Sådan lyder det i en kommentar fra Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Som Sermitsiaq.AG har skrevet i ’Arbejdsløshed: Nye, dystre tal’, viser nye tal mandag fra Grønlands Statistik, at arbejdsløsheden fortsætter buldrer derudad herhjemme.

Antallet af registrerede arbejdssøgende på landsplan var i marts på 4.385 personer mod 3.946 personer i samme måned året før. Det er en stigning på 439 personer.

- Det virker desværre, som om Naalakkersuisut vægter partipolitiske hensyn højere end reelle behov, og det er en meget forkert og uansvarlig måde at regere på, siger Asii Chemnitz Narup, som mener, at den stigende arbejdsløshed skal bekæmpes på flere fronter.

Læs: Naalakkersuisut: Hér vil vi bruge penge

En win-win-situation
Derfor mener hun, det er fornuftigt, at Naalakkersuisut både vil sparke gang i beskæftigelsen her og nu ved at sætte gang i byggeriet og samtidig vil tilføre flere penge til Piareersarfik, så flere unge kan få gøre sig klar til at tage en uddannelse.

- Der er ingen tvivl om, at disse initiativer øger chancerne for at flere ledige kan få et tiltrængt arbejde, men det er samtidig vigtigt, at vi sørger for, at den kommende aktivitet på bygge- og anlægsområdet giver flere praktikpladser, så vi herigennem kan hjælpe de unge mennesker med at få færdiggjort deres uddannelser. På den måde kan vi slå to fluer med et smæk; vi kan nedbringe arbejdsløsheden, og vi kan give uddannelsesområdet et boost gennem flere praktikpladser. Det er en win-win-situation, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Læs: D: Stop socialistisk tankegang

Læs: Naalakkersuisut og Kanukoka blæser til angreb mod presset økonomi

Brug for en stærk hovedstad
Hun savner en langsigtet strategi, og hun er ’særdeles utilfreds’ med, at Naalakkersuisut igen nedprioriterer Kommuneqarfik Sermersooq, hvad angår tildelingen af midler fra blandt andet Anlægs- og Renoveringsfonden.

- Vort land har brug for en stærk hovedstad. Nuuks økonomiske vækst eller stagnation har alle dage haft afsmittende virkning på resten af landet. Alene af den årsag vil jeg henstille til, at man fremadrettet tænker på at prioritere Nuuk og Kommuneqarfik Sermersooq mere end tilfældet er i dag. I den forbindelse er det også vigtigt at huske på, at Kommuneqarfik Sermersooq også består af Paamiut, Tasiilaq, Ittoqqortoormiit og en række bygder, fremhæver Asii Chemnitz Narup, og understreger behovet for en langsigtet plan på beskæftigelsesområdet.

Læs: Naalakkersuisut: Kortere snor til udlændinge

Sammenhængende arbejdsmarkedspolitik
- Fremadrettet skal der udarbejdes en langsigtet og sammenhængende arbejdsmarkedspolitik, der tager udgangspunkt i demografi, flyttemønstre og behov for anlæg. Der skal i den forbindelse fokuseres på at give den samlede arbejdsstyrke et generelt løft gennem fokus på uddannelse, efteruddannelse, praktikpladser, voksenlærlinge med videre. På den måde kan vi i fremtiden forhåbentlig undgå drypvise tiltag og indsatser som dem, vi ser i øjeblikket, siger Asii Chemnitz Narup.

Kommuneqarfik Sermersooq har fået tildelt 34,1 millioner kroner ud af den samlede pakke på 174,2 millioner kroner.

Powered by Labrador CMS