ny koalition

Asii rækker hånden ud til den nye koalition

Sermersooqs borgmester håber på godt samarbejde for at skabe vækst og job

- Det gælder populært sagt om at gøre lagkagen større, få skabt arbejdspladser og nye indtægter, pointerer Asii Chemnitz Narup.

Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester, Asii Chemnitz Narup, ser frem til et positivt samarbejde med det nye Naalakkersuisut efter omdannelsen, hvor borgmesterens eget parti, Inuit Ataqatigiit, nu er en del af koalitionen sammen med Siumut og Partii Naleraq.

Læs: Naalakkersuisut fremsætter nyt finanslovsforlag

Erhvervsudvikling
Borgmesteren hæfter sig ved, at selvstændighedsprocessen er prioriteret højt i den nye koalitionsaftale. Og Asii Chemnitz Narup kobler den vision tæt sammen med behovet for erhvervsudvikling.

Læs: Siumut IA og Partii Naleraq danner koalition

Sikre sammenhæng
- Det er meget relevant og spændende, at den nye koalition har sat selvstændighed så højt på dagsordenen. Men vi er nødt til at sikre en sammenhæng mellem visionen og en økonomisk vækst, så vi kan blive økonomisk selvbårne og dermed uafhængige af bloktilskuddet fra Danmark. Og her er vores budskab, at vi gerne vil være med til at byde ind og skabe både menneskelig og økonomisk vækst, understreger borgmesteren.

Se billeder: Nyt Naalakkersuisut i arbejdstøjet

Gøre kagen større
- Det gælder populært sagt om at gøre lagkagen større, få skabt arbejdspladser og nye indtægter. Og vi skal være veluddannede, så vi selv kan besætte de jobs, der måtte komme, pointerer Asii Chemnitz Narup.

Bedre forhold
Hun glæder sig i den forbindelse over, at den nye koalition dels fortsat prioriterer planerne om at forlænge landingsbanen i Nuuk Lufthavn, dels prioriterer at få etableret en regional videregående uddannelsesinstitution i Tasiilaq.

Læs: Ny koalition vægter selvstændighed og øget lighed

Investeringer
- En bedre infrastruktur er helt afgørende, hvis vi skal have økonomisk vækst. Bare tænk på, at rederiet Hurtigruten vil investere millioner af kroner, hvis vi kan øge antallet af passagerer. Og en uddannelsesinstitution vil gøre en stor forskel i Østgrønland, hvor de unge er meget lokalt forankrede. Den vil også have den positive effekt, at de unge, der endnu ikke har en uddannelse, kan spejle sig i de andre og se, at det hjælper at gå i gang. Man får et arbejde og et bedre liv, fremhæver borgmesteren.

Læs: Hurtigruten klar med millioninvestering hvis Nuuk får ny lufthavn

Turisme
Den nye koalition har – lige som den IA-ledede koalition fra 2009 til 2013 – sat regional erhvervsudvikling på dagsordenen. Og den beslutning har Asii Chemnitz Narup store forhåbninger til.

- Det er i Sermersooq helt oplagt at satse på turisme, hvor både Nuuk og Østgrønland har potentiale til at tiltrække flere rejsende. Og jeg håber, at Naalakkersuisut vil prioritere Østgrønland som en selvstændig region, så man kan tage hensyn til, at der er tale om et særligt geografisk område med sine helt egne udfordringer, påpeger Asii Chemnitz Narup.

Øget lighed
Og af samme årsag er borgmesteren glad for, at koalitionen har sat øget lighed på dagsordenen, lige som bygderne og yderdistrikterne også er blevet prioriteret af det nye styre.

Skattepolitik
- I den forbindelse er jeg glad for, at man vil se på skattepolitikken. Det er igennem en aktiv og retfærdig skattepolitik, at vi kan skabe øget lighed i samfundet. I tilgift er der mange opgaver at løfte i bygder og yderdistrikter. Det ved vi af erfaring efter otte år som storkommune, og her er vi også glade for, at vi kan trække i samme retning. Vi har selv gjort meget for at løfte niveauet og skabe lighed i vores egen kommune, fremhæver borgmesteren.

Byudvikling
Omvendt håber Asii Chemnitz Narup også, at det nye Naalakkersuisut vil se på byernes udvikling.

- Lige som det er vigtigt, at bygder og yderdistrikter har gode forhold, er der også udfordringer i byerne, hvor vi slås med mangel på boliger i både Nuuk og Tasiilaq. Der har tidligere været en tendens til, at Naalakkersuisut ville løse Grønlands økonomiske problemer ved at trække penge væk fra Nuuk. Men ingen af os bliver rigere af at flytte rundt på tingene, kun ved at kagen bliver større, påpeger Asii Chemnitz Narup.

Powered by Labrador CMS