Kapisillit

Asii foreslår vej fra Nuuk til Kapisillit

Vejen skal være så bred, at der kan køre ATV’ere på strækningen, lige som det skal være muligt at overnatte

I dag er der en vandresti mellem Kapisillit, hvor billedet stammer fra, og Nuuk
Offentliggjort

Der skal opføres en vej, der er så bred, at der kan køre ATV'ere på strækningen, mellem Nuuk og Kapisillit.

Sådan lyder forslaget fra borgmester Asii Chemnitz Narup (IA), der skal drøftes på kommunalbestyrelsesmødet i Kommuneqarfik Sermersooq tirsdag den 19. april. Det oplyser Nuuk TV.

Afstanden mellem Nuuk og hovedstadens nærmeste bygd er 75 kilometer, og om sommeren kan man benytte en vandresti på strækningen.

Komme ud
Men der er god grund til at gøre transportforholdene bedre, understreger borgmesteren.

- Det er vigtigt, at vejen er så bred, at der kan køre ATV’ere på strækningen, fordi personer med handicap i dag ikke har store muligheder for at komme ud i fjeldet og opleve vores fantastiske natur, fremhæver Asii Chemnitz Narup i Nuuk TV.

Turister
Hun lægger i tilgift vægt på, at vejen også kan være en turistattraktion. Og borgmesteren håber også, at det kan lade sig gøre at etablere overnatningsmuligheder på strækningen.

I første omgang skal kommunalbestyrelsen tage stilling til en bevilling på en million kroner til projektering af projektet.

Læs: Martin Møller vil løbe til Kapisillit på én dag

Powered by Labrador CMS