Arktis: Stort millionbeløb til klimaforskning

Klimaminister Lars Chr. Lilleholt vil støtte langsigtede klimaforskningsprojekter i Arktis med 18,6 millioner kroner. Forskningen skal koncentrere sig om indlandsisen, Golfstrømmen og økosystemerne i Arktis.

Siden 1980'eren er opvarmningen af Arktis sket mere end dobbelt så hurtigt som for kloden som helhed. Det påvirker ikke bare sne-, is- og levevilkår i Arktis, men kan også have voldsomme konsekvenser for resten af kloden i form af stigende havvandstand fra den smeltende grønlandske indlandsis, en ændret arktisk rolle i det globale energi- og drivhusgasregnskab og i mulige ændringer i Golfstrømmen, skriver Klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Klimaforandringer

Klimastøtten til Arktis, der administreres af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, har i bevillingen for 2018 prioriteret støtte til at fortsætte langsigtede klimaundersøgelsesprogrammer, der kan belyse klimaforandringernes udvikling og konsekvenser.

De får støtte

- Greenland Ecosystem Monitoring (GEM), der undersøger og følger sammenhænge mellem fysiske, kemiske og biologiske forhold i Grønlandske økosystemer.
- Programme for Monitoring of the Greenland Ice Sheet, der følger massetabet langs randen af Grønlands indlandsis.
- Faroe Monitoring (FARMON), der følger vand-, salt- og varmetransporten i de store havstrømme, der passerer Færøerne.

- Klimaændringerne i Arktis sker med rivende hast. Ændringerne og konsekvenserne i og uden for Arktis, gør det vigtigt, at vi følger udviklingen nøje. Som klimaminister er jeg glad for at kunne bidrage til opbygningen af vigtig ny viden om klimaforandringernes påvirkninger i og omkring Grønland og Færøerne. siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Bedre og mere præcise forudsigelser af omfanget og konsekvenserne af arktiske klimaændringer kræver, at vi bedre forstår, hvordan specifikke processer ændrer sig i takt med opvarmningen, og hvordan de forskellige ændringer spiller sammen, hedder det i pressemeddelelsen.

Data for lange perioder

Det forudsætter, at vi har de rigtige data ikke bare for ét år, men for lange perioder.

Powered by Labrador CMS