militært møde
Arktiske topchefer samles i Ilulissat
Forsvarschef, general Peter Bartram, er vært, når forsvarscheferne for de otte arktisk nationer i disse dage mødes i Ilulissat for at diskutere udvikling af det arktiske samarbejde
Den danske forsvarschef, general Peter Bartram, er vært for et møde i Ilulissat, når forsvarscheferne for de otte arktiske nationer - Norge, Sverige, Finland, Island, USA, Canada, Rusland og Danmark - i dag tirsdag og onsdag mødes i Ilulissat.
På mødet skal forsvarscheferne drøfte mulighederne for at udvikle samarbejdet mellem de otte landes forsvar i forbindelse med løsning af opgaver for det civile samfund, oplyser forsvaret.
Udvikling af det arktiske samarbejde
Forsvarscheferne skal blandt andet tale om samarbejde om overvågning af det store arktiske område og om procedure for at støtte hinanden med ressourcer, hvis der opstår situationer, som de enkelte lande ikke selv kan håndtere. Cheferne skal også tale om muligheden for at holde fælles øvelser og for at udvikle samarbejdet mellem militære og civile myndigheder ved løsning i forbindelse med eksempelvis eftersøgning og redning eller håndtering af ulykker og katastrofer.
Efter planen indledes tirsdag med en sejltur med inspektionsfartøjet Knud Rasmussen. På sejlturen deltager blandt andre prins Joachim.