uddannelse

Arbejder på at få flere unge til USA

Marie Mønsted kommer til Nuuk for at finde unge grønlændere, som vil til USA for at uddanne sig

Marie Mønsted
Marie Mønsted inviterer tirsdag til åbent hus på American Corner på Eskimo Slottet i Nuuk.

Marie Mønsted repræsenterer to fonde, dels Fulbright Kommissionen, dels Danmark-Amerika Fondet. Begge fonde arbejder for at få unge studerende til USA for at læse.

Hun kommer til Nuuk for at finde unge studerende, som har lyst til at komme til USA og studere på et legat, komme i praktik som trainee i en virksomhed eller på Summer Institute på et universitet.

Sprede interesse
Marie Mønsted var i Nuuk på et tilsvarende besøg i 2014, og det er lykkedes hende, at få flere unge til USA, i år Eva Luusi Mølgaard.

- Jeg håber på med disse årlige besøg stille og roligt at sprede interesse og forståelse for, hvor vigtigt det er, at få en international dimension i sin uddannelse – både til gavn for en selv, men også for Grønland, siger Marie Mønsted, der den kommende uge derfor har flere møder blandt andet med uddannelsessteder.

- Jeg har et åbent hus arrangement på American Corner på biblioteket ved gymnasiet (Eskimo Slottet) tirsdag, og deltager i Ilisimatusarfiks internationale dag, onsdag. Desuden har jeg en masse forskellige møder i byen, og skal blandt andet tale med unge på Handelsskolen.

Mulighed til hjælp
Ved mødet på American Corner på Eskimo Slottet er alle unge velkommen til at komme og møde hende, hvis de er interesserede i at studere i USA og høre om, hvilke muligheder Fulbright og Danmark-Amerika Fondet har for at hjælpe med det.

Marie Mønsted skal også mødes med Ivalo og Minik Fonden omkring hvilke andre muligheder der er for unge at søge støtte til at studere i USA.

- Jeg hjælper også de unge med det nødvendige visum til USA, oplyser Marie Mønsted, der årligt uddeler omkring 37 legater til universitetsstudier i USA. Ligeledes kan hendes kontor vejlede om, hvordan man får arrangeret et praktikophold i USA.

- Jeg håber på, at jeg her i Grønland kan finde en, som kan få et studielegat, to, som kan komme i praktik, og en der kan komme på fem ugers Summer Institute, siger Marie Mønsted.

5.000 universiteter
Hun hjælper også unge, der selv arrangerer studieophold i USA, og hun har kontakt til over 5.000 universiteter i USA.

Marie Mønsted understreger, at der foretages en individuel bedømmelse af hver enkelt ansøger, og man bedømmer hele personen ikke kun karakterer, men også hvad personen har udrettet og hvilke anbefalinger den pågældende person har.

- Det er krævende at studere i USA. Så man skal være forberedt på selv yde en stor indsats, møde til tiden, løse sine opgaver og opføre sig ordentligt, men så når man også langt, siger Marie Mønsted, der tilføjer:

- Men jeg vil også gerne understrege, at jeg er her for at hjælpe de unge, som gerne vil til USA og studere, siger Marie Mønsted.

Powered by Labrador CMS