ICC-topmøde

Aqqaluk Lynge: Det berører mig dybt at sige farvel

Det var en dybt berørt Aqqaluk Lynge, der efter 34 år hos ICC takkede af som international formand for ICC

Aqqaluk Lynge fotograferet tidligere på ugen på ICC’ generalforsamlingen

Det blev et smukt farvel, da Aqqaluk Lynge efter 34 år hos ICC torsdag takkede af som international formand for inuit-organisationen.

Det skete på ICC-generalforsamlingens sidste dag efter fire lange dage på East 3 School i Inuvik i Nordvestterritoriet i Canada.

- Det berører mig dybt at stå her i dag. Vi har haft fire meget intensive og produktive dage. Og som sædvanlig har det været et privilegium at arbejde sammen med andre inuit, ligesom jeg har været utrolig rørt over alle de varme hilsner og tilkendegivelser om anerkendelse fra delegerede, officielle repræsentanter og andre her under mødet, sagde Aqqaluk Lynge under sin afsluttende tale.

Læs: Aqqaluk Lynge: Vi står måske over for en ny kold krig

Mere tid til familien
- Jeg har brugt en stor del af mit liv, nemlig 34 år, på at arbejde for ICC, så det berører mig også dybt at skulle sige farvel, men samtidig er det en milepæl for mig til at kunne give mig i kast med nye aktiviteter, lød det videre fra Aqqaluk Lynge.

Aqqaluk Lynge takkede samtidig sin familie, som har lidt afsavn på grund af det arbejde, han har haft, og som har indebåret stor rejseaktivitet, når inuit har skullet repræsenteres ude i verden. Han sagde, at han nu ser frem til at tilbringe mere tid med familien.

Aqqaluk Lynge opridsede dernæst hovedkonklusionerne fra den overståede generalforsamling og udtrykte håb om, at ICC kan gennemføre det mandat, som er blevet udstukket af de delegerede fra hele Arktis. Endelig ønskede han den nye ledelse for ICC god arbejdslyst, fremgår det af en pressemeddelelse fra ICC.

Læs: Aqqaluk Lynge udgiver bog

Læs: ICC-formand Aqqaluk Lynge lader stafetten gå videre

Canadier overtager formandsposten
- Jeg ønsker den nye ICC-ledelse og nye formand mit allerbedste. Ud fra min egen erfaring ved jeg, at man ofte er nødt til at være meget diplomatisk, da vi - selv om vi har fælles mål - også skal vide, at vi har forskellige lokale og nationale interesser. Jeg ønsker den nye formand styrke til at udføre det hårde arbejde, der forestår, sagde Aqqaluk Lynge.

Aqqaluk Lynge har nu givet ICC-stafetten videre og er trådt tilbage som international formand. Canadiernes Okalik Eegeesiak har overtager topposten.

Læs artikler om ICC her

Powered by Labrador CMS