fiskerilov

Antikorruption: Lovsjusk i fiskerilov

Transparency Greenland (TIG), der kæmper for gennemskuelighed og forebyggelse af korruption, mener, at forslaget til ny fiskerilov indeholder lovsjusk.

Det undrer den internationale forening, at høringsfristen oprindeligt kun var sat til fem uger. Da en fejl i lovforslaget blev fundet, blev fristen forlænget med fem dage.

Ikke holdbart

- TIG mener, at dette ikke er holdbart og giver indtryk af, at man reelt set ikke ønsker, at borgerne skal kunne forholde sig kritisk til lovforslaget eller at civilsamfundet skal kunne koordinere drøftelser om forslaget, skriver TIG i sit høringssvar.

Det undrer samtidig, at lovforslaget overhovedet ikke vurderer forslaget i forhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og Grundlovens paragraf 73, når man vil foretage et indgreb mod de tidsubegrænsede licenser, som kan opfattes som et indgreb i ejendomsretten.

Lovsjusk

- Endelig ses lovforslaget indeholde lovsjusk. Således fremgår det eksempelvis, at Grønlands Landsret skal være 1. Instans. Det ses ikke at være hjemmel til, at man ved lov kan fastsætte dette. Retsplejeloven foreskriver alene, at man i lovgivning kan fastsætte Retten i Grønland som 1. Instans, understreger TIG.

På grund af den korte høringsfrist beklager TIG, at man ikke har haft tid til at gå i dybden med yderligere detaljer i lovforslaget.

Powered by Labrador CMS