anstalter

Anstalter skal blive mere åbne

Kriminalforsorgen vil etablere særlige afsnit for tilbageholdte. Det skal gøre anstalterne mere åbne igen

Anstalten i Nuuk

På papiret er anstalterne i landet åbne. I virklighedens verden er de præget af pigtråd og låste døre.

Men det skal der nu gøres noget ved, lover kriminalforsorgen.

LÆS: Kriminalforsorgen anerkender lukkethedsproblem

Tilbageholdte og forvaringsdømte
Anstalterne er blevet langt mere lukkede end det er meningen. Årsagen til dette er, at de huser personer, der ikke må gå frit omkring.

Dels er der tale om de forvaringsdømte, der tidligere blev sendt til Herstedvester, men som nu afventer den lukkede anstalt i Nuuk.

Og dels er der tale om de tilbageholdte, der endnu ikke er dømt og hvor politiet stadig efterforsker sagen. Især i de tilfælde, hvor der er brev- og besøgskontrol skal de holdes sikkert indespærret.

Da anstalterne ikke er indrettet, så de kan deles op, betyder det, at også de øvrige indsatte i vidt omfang befinder sig bag pigtråd.

LÆS: Resocialisering fungerer ikke

Nye afsnit allerede i år
Men nu vil kriminalforsorgen skille de tilbageholdte fra.

- Vi arbejder på at få etableret afdelinger for tilbageholdte to steder i landet, siger direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja H. Nathanielsen til Sermitsiaq.AG.

De to afsnit skal etableres i løbet af i år, og Naaja H. Nathanielsen skønner, at det første kan stå klar allerede før sommerferien.

Næste år kommer så anstalten i Nuuk, der indeholder et lukket afsnit til de forvaringsdømte. Anstalten vil også huse de tilbageholdte i hovedstaden.

- Dermed kan de øvrige anstalter igen bliver mere åbne, siger Naaja H. Nathanielsen.

LÆS: Meningsfyldt arbejde er afgørende for resocialisering

Flere specialafsnit
På længere sigt vil kriminalforsorgen arbejde henimod flere særskilte afsnit, så for eksempel de hårdkogte kriminelle ikke længere er sammen med dem, der i højere grad har sociale problemer.

- Vi har meget forskellige typer indsatte, og vi må se i øjnene, at 'one size fits all' ikke fungerer længere, sagde Mie Wulff fra Kriminalforsorgen i Grønland ved en høring på Christiansborg onsdag.

Naaja H. Nathanielsen opfordrer til en diskussion af, om man har et behov for et alternativ til enten den helt lukkede eller den åbne anstalt.

- Måske har vi brug for muligheder, der ligger et sted ind i imellem, siger hun.

Både gruppen af meget hårdkogte indsatte og af indsatte med personlighedsforstyrrelser belaster ifølge hende på de øvrige indsatte og personalet på de åbne anstalter.

Powered by Labrador CMS