pilluaritsi
Ann Andreasen får fornem pris
Dronningen overrakte onsdag en hæderspris fra Ebbe Muncks Mindefond til forstander på børnehjemmet i Uummannaq, Ann Andreasen
- Det er mig en stor glæde at kunne påskønne det store arbejde og indsats, der bliver gjort for børn, som har et stort behov for hjælp, omsorg og varme, sagde dronning Margrethe, da hun onsdag overrakte en hæderspris fra Ebbe Muncks Mindefond på 50.000 kroner til forstander på børnehjemmet i Uummannaq, Ann Andreasen.
Dronningen takkede også for besøget på børnehjemmet for to år siden under regentparrets togt i Grønland.
- Det er mig en stor glæde selv at have besøgt børnehjemmet. Det var for to år siden, og vi så, hvordan hjemmet fungerer med trygge rammer, sagde dronningen.
Politikens chefredaktør Bo Lidegaard indstillede forstanderen til prisen.
- Børnehjemsforstanderen i Uummannaq Ann Andreasen formår at skabe varme og tryghed til de børn, som allermest trænger til det. Et hjem for børn, hvis forældre er døde eller ude af stand til selv at tage vare på dem, sagde Politikens chefredaktør i sin begrundelse for at indstille forstanderen til den fornemme pris.
Op mod 120 særligt inviteret gæster overværede prisuddelingen, som i år bød på underholdning fra børnehjemmet i Uummannaq. Børnene viste trommedans fra Alaska og flere numre med klassisk og soulmusik.
Læs "Ann og Tobias modtog Nersornaat i sølv"
25 år i Uummannaq
- Det er mere end 25 år siden, at Ann Andreasen forlod sit hjemland, Færøerne, og gav sig i kast med børnehjemmet i Uummannaq, der er hjem for nogle af Grønlands hårdest ramte børn og unge, sagde Politikens chefredaktør i sin tale.
- Ebbe Munck holdt umådeligt meget af Grønland. Den store natur, de eventyrlige ekspeditioner, det stærke folk og den særegne kultur. Alt det repræsenterer Ann Andreasen - og alt det repræsenterer også hendes kolleger på børnehjemmet, sagde Lidegaard.
Forstander dybt rørt
- At stå her i dag er en stor ære. Jeg blev både lamslået, meget rørt og overrasket, da det gik op for mig, hvilken fornem hæderspris, jeg modtager i dag, sagde en rørt Ann Andreasen, der bad om Kleenex, før hun tog ordet.
- Tak til den grønlandske natur, hvis store vidder og fjerne horisonter giver os daglig glæde, men hvor de klimatiske forhold altid bestemmer, hvorvidt vi kan komme rundt omkring, sagde Ann Andreasen blandt andet i sin takketale.
Ebbe Muncks Mindefond, der blev stiftet i 1975 og uddeler hædersgaver til personer, som havde Ebbe Muncks særlige interesse, herunder grønlandsforskning, oplysning om frihedskampen under besættelsen, dansk virke i udlandet og journalistik.
Læs også "Mere ros til Ann Andresen"