østgrønland

Anklager Atassut for zigzag-kurs

IA i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse undrer sig over, at partiet både er for og imod salg af stærk alkohol

Siden 2001 har man ikke kunnet købe stærk spiritus i Ittoqqortoormiit

Hvad er Atassuts politik egentlig, når det gælder reglerne om salg af stærk alkohol i Ittoqqortoormiit?

Det spørgsmål rejser Inuit Ataqatigiits gruppe i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse.

IA henviser til, at Atassuts kommunalbestyrelsesmedlem Erling Madsen så sent som i maj foreslog, at man ophævede restriktionerne på området - et forslag, der dog ikke blev vedtaget.

Siden 2001
Siden 2001 har man ikke kunnet købe stærk spiritus (alkohol med en styrke på over 15 procent) i Ittoqqortoormiit. Men kommunalpolitikeren fra Atassut mente, det var på tide at lukke op, fordi det ulovlige brug var blevet mere almindeligt og fordi restriktionerne ikke havde den ønskede, positive effekt på befolkningen.

Men den 19. august sender Atassuts tidligere næstformand, Inatsisartutmedlem Steen Lynge, en pressemeddelelse ud og foreslår en midlertidig totallukning af alkolholsalg i Østgrønland.

Læs: Foreslår midlertidig stop af alkoholsalg i Østgrønland

Og det kursskifte får IA til at rejse spørgsmålet om, hvad Atassuts politik egentlig er.

Powered by Labrador CMS