Ane Lone Bagger: Vi giver skam penge til film

Naalakkersuisoq for kultur reagerer på kritik fra filmproducer Akà Hansen

I går stod den nyuddannede filmproducerer Aká Hansen frem og kritiserede politikernes manglende fokus på kulturen i almindelighed og filmen i særdeleshed.

Men vi gør faktisk noget lyder meldingen fra Naalakkersuisut

- I forlængelse af artiklen ”Aká Hansen: Politikerne tager ikke kulturen seriøst”) kan naalakkersuisoq for uddannelse, kultur, kirke og udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger, med glæde meddele, at der gives tilskud til etablering af filmværksted til film.gl, fremgår det af en pressemeddelelse.

Puljen blev afsat på finansloven for i år, hvor der blev givet i alt 3,5 millioner kroner ekstra til nye initiativer på kunst- og kulturområdet. Til kunstnernes store frustration blev midlerne dog først frigivet 25. oktober af finansudvalget, fordi valg og politisk uro har forsinket arbejdet i udvalget. Ideen med filmværkstedet er, at det skal fungere som en slags 'rugekasse', hvor filmskabere kan dygtigøre sig selv.

- Det er glædeligt at kunne yde støtte til etablering af filmværksted, som filmfolk har arbejdet hårdt for at opnå. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af værkstedet i fremtiden og ønsker dem god arbejdslyst, skriver Ane Lone Bagger (S) i pressemeddelelsen.

Det fremgår desuden af pressemeddelelsen, at Naalakkersuisut i år har bevilget 2,9 mio. kroner til 20 forskellige filmprojekter i landet samt ca. 7 millioner kroner til andre kulturprojekter i 2018.

Aká Hansen kritiserer blandt andet, at den direkte støtte til at producere film er for beskeden.

- Selvom man gradvist i de over 10 år, jeg har arbejdet med film i Grønland, har øget støtten, så er det ikke engang nok til at få én spillefilm produceret, sagde hun til Sermitsiaq.AG.

Det kostede 1,4 millioner kroner at realisere Pipaluk Kreutzmann Jørgensens spillefilm 'Anori' - og det skal understreges, at der var tale om et særdeles skrabet budget.

Powered by Labrador CMS