verdensarv

Anders And skal til Ilulissat

Anders And & Co. udkommer med et ekstratillæg på 52 sider om Grønland

Anders And med Rip, Rap og Rup

Ilulissat får fint besøg i oktober, når Anders And & Co. besøger isfjorden, der er på FN-organisationen Unescos liste over verdensarvsområder.

Forinden besøget i Ilulissat har Anders And været på en længere rejse rundt i Europa og besøgt en række andre seværdigheder, der er på den eksklusive liste.

Kronborg
Først var han på besøg på Hamlets gamle borg Kronborg i Helsingør. Derefter gik turen til Drottningholm Slot, den svenske konges private residens uden for Stockholm.

Som det næste skal han til øerne Vega Archipelago ved Nordnorges kyst og Speicherstadt, det berømte pakhusområde i Hamburgs havneområde samt til byen Krakow i Polen.

Ekstratillæg
De første fem blade er blevet til i et samarbejde mellem Anders And & Co. i Norden, Tyskland og Polen, og disse blade udkom i derfor i både Danmark, Finland, Sverige, Norge og Polen. Men i Danmark valgte Anders And-redaktionen i Rigsfællesskabets navn at sende Anders And videre til Ilulissat ved at udgive et ekstratillæg om Grønland sammen med Anders And 41.

Læs: Anders And dykker

Carl Barks, Julie Berthelsen og sælsuaasat
Der er tale om et 52 siders ekstra blad med fokus på Grønland, som udkommer sammen med Anders And nummer 41 i Danmark.

I bladet finder man blandt andet en genoptrykning af den gamle historie Anders And i Grønland fra 1952 af den legendariske Anders And-tegner Carl Barks.

Desuden er der beskrivelser af Ilulissat og Kangia samt Grønlands historie. Det forklarer redaktør på Anders And & Co. i Danmark, Svend Skytte.

- Herudover er der sider med spændende facts som: Lær at tælle til 10 på grønlandsk, facts om slædehunde og opskriften på sælsuppe. Desuden er der fire sider, hvor Julie Berthelsen fortæller om sin opvækst i Grønland med barndomsbilleder af hende, siger Svend Skytte.

Prominent gæst
I Ilulissat vækker den berømte ands besøg glæde.

- Jeg er stensikker på, at hele byen og kommunen vil tage imod Anders med glæde, når han dukker op. Anders And er næsten den eneste prominente gæst, vi mangler at få besøg af, siger borgmester Ole Dorph.

Han kan godt se nytten i, at alle læserne af Anders And hører om Grønland og isfjorden.

- Når Anders And besøger Ilulissat, så vil rigtig mange høre om det, så det var en god nyhed, siger borgmesteren.

Kulturarv og læring
Det er ikke første gang Anders And-bladene sætter fokus på kulturarv.

Gennem årene har ænderne og deres venner besøgt adskillige fjerne egne og forhistoriske steder – lige fra Timbuktu i Mali til maya-indianerne i Mellemamerika og Nordamerika i jagt på en legendarisk vikingehjelm.

Marketingschef hos Egmont Publishing Gitte Hoffmann Hansen siger, at Anders And har stort potentiale for at styrke børns læring.

- Som voksen kender man nok store dele af den danske og europæiske verdensarv, men det gør børnene ikke, og derfor vil vi gerne give dem mulighed for at gå på opdagelse i historien – med de nysgerrige og til tider dumdristige ænder som guider, siger hun.

Anders And-bladet er i butikkerne i Grønland cirka fra den 13. oktober.

Powered by Labrador CMS